Copernicus (månekrater)

I den cirkulære rand kan der skelnes en hexagonal form med en indre væg og en 30 km bred skrånende vold, som falder næsten en kilometer ned mod det omgivende mare. Der ses tre tydelige terrasser og bjergskred, som skyldes sammenfald af den indre væg, efterhånden som kraterstykker er faldet ned.

Sandsynligvis på grund af dets nylige dannelse er kraterbunden ikke blevet dækket af lava. Terrænet i bunden er bakket i den sydlige halvdel, mens det er ret jævnt mod nord. De centrale toppe udgøres af tre isolerede højder, som rejser sig så højt som 1,2 km over bunden. Disse toppe er adskilt af dale og ligger nogenlunde på linje på en øst-vest akse. Infrarøde undersøgelser af toppene i 1980'erne fastslog, at de primært bestod af den mafiske form af olivin.

Baseret på billeder i høj opløsning fra Lunar Orbiter 5 beskrev Terry W. Offield fra U.S. Geological Survey, at krateret havde:

	...en kraterrand fuld af småhøje, talrige store løsrevne blokke i kratervæggen og en samling af centrale toppe. Der forekommer en række parallelle sprækker, som er dannet efter at kratervæggen fik sin nuværende form, men før de mest jævne bundmaterialer kom på deres nuværende plads. Materialerne i den jævne kraterbund udviser et hvirvelmønster af brud som dem, der ses ved lavastrømme på Jorden. Disse materialer er forbundet med talrige bakker, som har kratere i toppen, og som sandsynligvis er små vulkaner. Adskillige lave områder af kraterkanten og -væggen er delvis udfyldt af, hvad der ser ud til at være søer af vulkansk materiale eller muligvis flydende materiale fra nedslaget.

Copernicus er synlig i kikkert og ligger lidt nordvest for centrum af den del af Månen, som vender mod Jorden. Syd for krateret ligger Mare Insularum og mod syd-sydvest Reinholdkrateret. Nord for Copernicus ligger Montes Carpatus i den sydlige udkant af Mare Imbrium. ^[8] Vest for Copernicus findes en gruppe spredte månebakker. På grund af sin relativt unge alder har krateret nogenlunde bibeholdt den form, det havde, da det dannedes.

Strålesystemet udbreder sig så langt som 800 kilometer ud over det omgivende mare og ligger over stråler fra kraterne Aristarchus og Kepler. Strålerne er mindre tydelige end de lange, lineære stråler omkring Tychokrateret og ligger i mange områder ikke spredt radialt. Et udbredt mønster af mindre betydende kratere ses også i Copernicus' omgivelser, hvilket allerede blev vist på et månekort af Giovanni Cassini i 1680. Nogle af disse sekundære kratere danner kæder, som bugter sig gennem det udkastede materiale.

De kratere, som kaldes satellitter, er små kratere beliggende i eller nær hovedkrateret. Deres dannelse er sædvanligvis sket uafhængigt af dette, men de får samme navn som hovedkrateret med tilføjelse af et stort bogstav. På kort over Månen er det en konvention at identificere dem ved at placere dette bogstav på den side af satellitkraterets midte, som ligger nærmest hovedkrateret.^[9][10][11] Copernicuskrateret har følgende satellitkratere:

• Billeder af Copernicuskrateret i LPI-måneatlasset

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Copernicus (månekrater)
• Månens forside
• Månens bagside
• Selenografi
• Månekrater
• Liste over kratere på månen
• Navne på Månens have – Liste over have på Månen

Eksterne henvisninger

1) Henvisninger, som specielt retter sig mod Copernicus

(Bemærk, at kraternavne med specialkarakter, herunder mellemrum, kan kræve søgning på de nævnte internetsider)

• Billeder af stedet i flere udgaver, baseret på optagelser fra sonden Clementine (1994) og vist på http://pdsmaps.wr.usgs.gov/ Map-a-Planet (Astrogeology Research Program), U.S. Geological Survey:

• Monokromt (et bånd ved bølgelængde på 750 nanometer giver et sort/hvidt billede;
• Naturlige farver (fem bølgelængder: 415, 750, 900, 950 og 1000 nanometer);
• Kunstige farver (Blå og grønne er de lavestliggende områder, røde og grønne de højere);
• Relieffarver (viser topografien i farverne rød (750 nm/415 nm), grøn (750 nm/950 nm) og blå (414 nm/750 nm) i en farveblanding, som fjerner dominerende klarhedsfaktorer som albedo og skyggevirkninger. Se også farveindexet).

En nærmere forklaring på den anvendte fotografiske teknik findes på denne hjælpeside (engelsk).

• "Præcis beliggenhed og overblik over stedet". www.geody.com/?world=moon Geody - søgemaskine for steder på Merkur, Venus, Jorden, Månen, Mars og i rummet (støttet af Google Earth, NASA World Wind, Celestia og Stellarium. (hjemmeside under Creative Commons-licens , se http://www.geody.com/legal.php).

• Søgning af fotografier, kort og dokumentation vedrørende Copernicus på "Lunar and Planetary Institutes søgemaskine". www.lpi.usra.edu/ (Hjemmeside for Lunar and Planetary Institute, Universities Space Research Association).(engelsk)

2) Generel information om overfladedannelser på Månen

• Deskriptive data og geologiske kort over detaljer på måneoverfladen ifølge IAU, vist på hjemmesiden fra USAs geologiske institut: "Gazetteer of Planetary Nomenclature - Moon Nomenclature Table Of Contents". planetarynames.wr.usgs.gov/ Astrogeology Research Program, U.S. Geological Survey (engelsk).

• NASAs side om månekratere: "Moon nomenclature -Crater". lunar.arc.nasa.gov/ The Lunar Prospector Website, NASA Ames Research Center. (engelsk)

• Wikiprojekt til samling af informationer om Månens overflade (The-Moon Wiki) på http://the-moon.wikispaces.com/. (engelsk)

• Program og integreret database på: Patrick Chevalley og Christian Legrand. "Atlas Virtuel de la Lune". www.astrosurf.com/ Portail de l'Astronomie en France. (fransk)

Bibliografi

• Andersson, L. E.; Whitaker, E. A. (1982). NASA Catalogue of Lunar Nomenclature (NASAs katalog over månenomenklatur). NASA RP-1097.
• Bussey, B.; Spudis, P. (2004). The Clementine Atlas of the Moon (Clementine-atlas over Månen). New York: Cambridge University Press. ISBN 0-521-81528-2.
• Cocks, Elijah E.; Cocks, Josiah C. (1995). Who's Who on the Moon: A Biographical Dictionary of Lunar Nomenclature (Hvem er hvem på Månen: En biografisk ordbog over månenomenklatur). Tudor Publishers. ISBN 0-936389-27-3.
• McDowell, Jonathan (15. juli 2007). "Lunar Nomenclature (Månenomenklatur)". Jonathan's Space Report. Hentet 2007-10-24.
• Menzel, D. H.; Minnaert, M.; Levin, B.; Dollfus, A.; Bell, B. (1971). "Report on Lunar Nomenclature by The Working Group of Commission 17 of the IAU (Rapport over månenomenklatur fra arbejdsgruppen under kommission 17 hos IAU)". Space Science Reviews. 12: 136.
• Moore, Patrick (2001). On the Moon (På Månen). Sterling Publishing Co. ISBN 0-304-35469-4.
• Price, Fred W. (1988). The Moon Observer's Handbook (Månebetragterens håndbog). Cambridge University Press. ISBN 0521335000.
• Rükl, Antonín (1990). Atlas of the Moon (Måneatlas). Kalmbach Books. ISBN 0-913135-17-8.
• Webb, Rev. T. W. (1962). Celestial Objects for Common Telescopes (Himmelobjekter for almindelige teleskoper) (6th revision udgave). Dover. ISBN 0-486-20917-2.
• Whitaker, Ewen A. (1999). Mapping and Naming the Moon (Månens kortlægning og navngivning). Cambridge University Press. ISBN 0-521-62248-4.
• Wlasuk, Peter T. (2000). Observing the Moon (Måneobservation). Springer. ISBN 1-85233-193-3.