Den byzantinske billedstrid

Den byzantinske billedstrid var i 700- og 800-tallet^[1]en strid mellem modstandere (ikonoklaster) og tilhængere (ikonolatrer, ikonoduler) af billeder i kirkerne.

I den østerlandske kirke gikærbødigheden for billederne nogle steder overtil billeddyrkelse.Dette var en gru for jøder og muslimer,og 723 bød kaliffen Jesid II^[2], at billederne skulle fjernesfra kirkerne i hans rige.   Leo III Isaureren (af "Den Syriske slægt", (no)) vardengang græsk kejser, og hans afsky for billedernevar lige så stor som hans fjende Jesid II’s,men der var en god portion politikbag ved denne følelse. 726 forbød han atknæle for billederne, og 730 bød han, at deskulle fjernes fra kirkerne eller overmales.

På kejserens side stod hæren, mod ham varmunkene og lægfolket, især kvinderne, og destøttedes af den store dogmatiker, Johannes fraDamaskus^[3] (død o. 750)og af de kirkeligsindedes hovedpart. Paverne i Rom tog bestemt afstand fra denbilledfjendske kejser, og billedstriden førte til et afgjortbrud mellem Konstantinopel og Rom og kastedepaven over i frankernes arme.

Kejser Leos søn og efterfølger, Konstantinos V Kopronymos(741-75), gik i faderens spor, og synoden iKonstantinopel (754) lyste anatema over allebilledvenner. Konstantinos’svigerdatter, kejserinde Irene, var billedven;hun sammenkaldte synoden i Nikæa 787, hvorbillederne sejrede.^[4]

I begyndelsen af 9. århundrede åbnedekejser Leo V Armenier atter billedstormen,som varede ved, indtil atter en kvinde,kejserinde Theodora, fik synoden i Konstantinopel842 til at udtale anatema over allebilledfjender. Til minde ombilledernes sejr og som sejrsfest over allekætterier fejredes hvert år i den østerlandskekirke 19. februar som ortodoksiens fest;den blev senere henlagt til 1. søndag i advent.

Se også

• Billedforbud – Ikonoklasme