Harriet Andersson
Harriet Andersson (født 14. februar 1932 i Skeppsholm[1]) er en svensk skuespillerinde, der særligt er kendt for medvirken i en række Ingmar Bergman-film som Sommeren med Monika (1953), Gøglernes aften (1953), Sommernattens smil (1955), Som i et spejl (1961), Hvisken og råb (1972) og Fanny og Alexander (1982).[2]
| Harriet Andersson | |
|---|---|
 Harriet Andersson i 2014 | |
| Personlig information | |
| Født | 14. februar 1932 (92 år) Stockholm, Sverige |
| Nationalitet | Sverige  |
| Uddannelsessted | Calle Flygare Teaterskola |
| Beskæftigelse | Skuespiller |
| Aktive år | 1949–2007 |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Jurgen Schildt-prisen Guldbagge-prisen for bedste kvindelige hovedrolle (1973) Hedersguldbaggen (2008) Amandaprisen for bedste kvindelige hovedrolle (1994) Litteris et artibus (1992) med flere |
| Bodilpriser | |
| Bedste kvindelige hovedrolle for Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet i 1968. | |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. | |
Karriere
Efter at have arbejdet i butik som ganske ung kom Harriet Andersson på Calle Flygare Teaterskola, senere fulgt at optagelse som elev på Oscarsteatern i 1949, begge beliggende i Stockholm.[1] Hun fik en statistrolle i filmen Hvor er min kone? samme år,[3] og på teatret medvirkede hun i forestillinger som Annie Get Your Gun og Snehvide.[4] I de følgende par år optrådte hun i små roller i en række svenske film, og i én af dem, Motordjævelen (1950), så Ingmar Bergman hende. Hun spillede i samme periode ofte revy, og i én af disse forestillinger sang hun sangen "Vill ni ha en sommar med Monika?".[4] Den unge Harriet Andersson gjorde så stort et indtryk på Bergman, at han skabte flere hovedroller til hende, og de to havde desuden i en periode et kærlighedsforhold.[4] Bergman tog i 1953 Andersson med til Malmö stadsteater, hvor hun spillede i flere opsætninger af Bergman, blandt andet i Luigi Pirandellos Seks personer søger en forfatter og Franz Kafkas Slottet. I 1956 vendte hun tilbage til Stockholm, hvor hun vakte opsigt som titelpersonen i Anne Franks dagbog.[4]
Hun indspillede fortsat film, og ikke blot af Bergman; således modtog hun en Bodil for rollen som Sofia i Henning Carlsens Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet (1967).[5] Andre markante filmpræstationer leverede hun i sin daværende samlever Jörn Donners At elske (1964), i Mai Zetterlings Elskende par (1964) og Pigerne (1968) og i nyere tid i Lars von Triers Dogville (2003).[4]
Privatliv
Harriet Andersson var gift to gange. I perioden 1959-1964 var hun gift med Bertil Wejfeldt og 1980-1982 med Bobo Håkansson. Derudover havde hun forhold til flere andre mænd; udover Bergman og Donner kan også nævnes Per Oscarsson og Gunnar Hellström.[6][7]
I 2005 udkom bogen Harriet Andersson – samtal med Jan Lumholdt udgivet sammen med journalisten Jan Lumholdt.[6]
Referencer
Eksterne henvisninger
- Harriet Andersson på Internet Movie Database (engelsk)
- Harriet Andersson på Filmdatabasen
- Harriet Andersson på danskefilm.dk
- Harriet Andersson på danskfilmogtv.dk
- Harriet Andersson på Scope
- Harriet Andersson på Svensk Filmdatabas (svensk)
- Harriet Andersson på AlloCiné (fransk)
- Harriet Andersson på AllMovie (engelsk)
- Harriet Andersson på The Movie Database (engelsk)
- Harriet Andersson på Encyclopædia Britannica Online (engelsk)
 | Spire Denne svenske skuespillerbiografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |  |