Oliemaleri

Oliemaleriets tidligste historie ligger endnu til dels i mørke; i altfald står der stærk meningskamp om dens karakter.Ved granskning af litterærehjælpekilder (gamle malerbøger, Theophilus Presbyter, Heraclius^[1],Cennino Cennini etc.), farveeksperimenteren,indgående analyse af selve kunstværkerne lige tilsprækkerne, der viser ind til farvelagene, og tilblot undermalede og ufuldendte partier er mantrængt langt ind mod forståelsen, men denafgørende kemiske analyse af oliens forekomstog anvendelse f.eks. i et van Eycksk eller Dürerskarbejde er man efter forholdets natur hidtil – dvs. begyndelsen af 1900-tallet –veget tilbage for. Striden har især stået omvan Eyckerne som oliemaleriets opfindere i begyndelsen af 15. århundrede.Længe før deres tid har man anvendtoliefarver, ikke alene til bannere, bemaling afstatuer og andet, men også i ret rigeligt mål iselve malerkunsten. Både historien (Vasari 1511-74)og den kunstneriske betragtning (farvernesglans, dybde, holdbarhed) viser imidlertid, atder med van Eyckerne er kommet etgennembrud i kunst og teknik, selv om altsågrundsætningerne for denne teknik allerede i slutningenaf 14. og begyndelsen af 15. århundrede for en stor del varudviklet af franske og tyske mestre.

van Eyckerne

Efter nøjeundersøgelser (E. Berger]) synes det ny i den vanEyckske kunst at bestå deri, at den, itilslutning til tidligere praksis med hensyn til forgyldningmed mere, ved emulsion (forbindelse af fede oliermed æggeblomme eller gummi) har fået olierog oliefernisser, der vanskelig tørres,(gjort?) opløselige i vand og hurtigt tørrende; den er altsåteknisk set en olietempera og forener oliemaleriets ogtemperabilledets fordele; den anvenderæggehvide-temperaen til reflekterende dækfarve,oliefarven til transparent (gennemskinnende)farve.

Når kunsten da efterhånden harforladt og glemt denne teknik, skulle det efterBerger blandt andet ligge i, at den van Eyckske manérkrævede stor tålmodighed og megenfærdighed, at de ved emulsion blandede farver ikkeholdt sig længe under arbejdet, at overgangentil lærred ikke var gunstig for den såomhyggeligt tilvejebragte hvide, tykke kridtgrund,der i høj grad havde bidraget til farverneslysen og transparens, at man under tidenshurtigmalen straks grunderede med olie, og atman, for at få olierne til at tørre hurtigstmuligt, benyttede sikkativer, der dog ikkesjældent skadede billedernes holdbarhed.

Naturligvis fandt det ny oliemaleri hurtigst udbredelse iNederlandene, derfra til Frankrig og Tyskland;medens Dürer malede sine billeder pålærred i tempera, fuldførte han malerierne påtræ i olie på undergrundens tykke hvidekridtlag. Med Justus van Gent kom den nyteknik til Italien; i Venedig var Antonello da Messinadens foregangsmand. Giovanni Bellini malede snarti tempera, snart i olie. Overhovedet holdttemperateknikken sig længe hernede; Rafaelundermalede i begyndelsen i tempera og blev først i denseneste tid helt og holdent oliemaler. Tiziangav den fri olieteknik et mægtigt stød fremad.

Teknik

De olier, oliemaleriet bruger, er især tørrende oliersom lin-, nødde-, hampeolie og lignende.Farverne, vegetabilske eller mineralske, kan væredækkende eller gennemskinnende (lasur-)farver.Terpentin, tørrende fernis, retoucherfernis etc. ervigtige hjælpemidler til fortynding affarverne. Medens malerne tidligere selvtilberedte, rev, deres farver, leveres de nufuldfærdige i tuber. Der bruges palet (tidligereofte firkantet, nu oval), hvorpå farvernesættes op, malestok til understøtning af håndenfor at give den fornødne sikkerhed, staffeli,fine (mår) og grove pensler etc.

Især tidligere maledes der meget på træ,poppel i Italien, eg og lind i Nederlandene,Tyskland og Frankrig, desuden males der blandt andetpå kobber, med lim gennemtrukketkartonpapir og malerlærred; dette, der spændes påen blændramme (hvori kiler til at spændelærredsfladen ganske jævn), er gerne grunderet(kridt, lim eller gips) før påspændingen. Tiltider kan der males alla prima (ɔ: 'i første omgang', udenundermaling), således som det for eksempel blev skik i 18. århundrede.Men som regel spiller denne envæsentlig rolle. I begyndelsen grunderedes især i hvidt (kridt,gips etc.); efterhånden blev kridtlaget tyndereog tyndere; der benyttedes også somundermaling røde jordfarver (bolus), således almindeligt i17. og 18. århundrede i Frankrig; Tizian synesfortrinsvis at have brugt grå undermaling.

Mens oliemaleriet blandt sine mange fordele har den tekniskelethed – farverne blandes let; man kan malevådt i vådt, med stor virkning overmalesmed gennemskinnelige farver, gives dybde iskyggen, uden at det sker på den gamle,møjsommelige stregmanér – og farvernes glans,fylde og materielle anskuelighed, kan somulemper anføres farvernes utilbøjelighed tiltørring (derfor kunstig tørring, sikkativer).Farvelagenes forskellige størkningsgrad medførerlet en forrykning i farvernes styrkeforhold ogkan forårsage sprækker; farverne kan slåind (herimod benyttes en med rektificeret^[2]spiritus fortyndet fernis), slå igennem (eks.:ultramarinsygen, hvis karakter og lægemiddelvon Pettenkofer har påvist^[3], eftermørkne etc.

Malerirestaureringen, der i tidens løb har haftså mange synder på sin samvittighed, harsærlig i den senere tid ofte smukke resultaterat opvise; foruden det alt foran antydede kansåledes nævnes billeders overføring på frisklærred.

Litteratur anvendt af Holck i Salmonsen:

Ludwig: Über die Grundsätze der Ölmalerei, 1876

Jänicke: Handbuch der Ölmalerei

Eastlake: Materials for a history of oil-painting, 2 bind, London 1847—69

Ernst Berger: Beiträge zur Entwicklungsgeschichte der Maltechnik, 3 bind, München 1897

Frimmel: Gemäldekunde, 1894

Vibert: Om Maleriets Teknik, København 1892

G. Kallstenius: Handbok i oljemålning, Stochholm 1915.

• "Oliemaleri", bind 18, side 462 i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1924) af kunsthistoriker Axel Holck

• Oliemaling

• The Artist's Handbook of Materials and Techniques, omtale af en senere udgivelse om emnet
• Opslag i Den Store Danske, DSD

Noter