Superregenerativ modtager
Den superregenerative modtager var især populær i radiofoniens barndom (1920'erne-1950'erne). Den har forbavsende god selektivitet og forstærkning.
Den kan være svær at benytte, da den let går i selvsving (den "hyler"). Selvsving undgås ved benytte quenching.[1] Kun én transistor/elektronrør anvendes normalt i radioforsatsen og den har lavt strømforbrug.
Eksperimenter med krystaldetektorer og en strømkilde er formentlig årsagen til, at dioder med negativ differentiel modstand blev opdaget bl.a. 190x, 1908, 1910 - og bredt offentliggjort omkring 1924 af flere. Apparatet eller modtagerprincippet blev kaldt Crystdyne, Cristadyne eller Crystodyne.[2][3][4][5][6][7] Disse "sære" dioder, kan med den rette justering og kredsløb, få et krystalapparat til at fungere som en superregenerativ modtager, radiosender - eller blot et standard krystalapparat.
Kilder/referencer
Eksterne henvisninger
 | Wikimedia Commons har medier relateret til: |
| | Wikimedia Commons har medier relateret til: |
- Bedste – af Charles Kitchin: electronics-tutorials.com: Regenerative radio receiver Citat: "...The radio described here is a two band short wave receiver which is both very sensitive and very portable. It receives AM, single sideband (SSB), and CW (code) signals over a frequency range of approximately 3.5 to 12MHz..."
- "En superregenerativ modtager Følsomhed 0,5uV", Dansk OZ oktober 1995, s.562-565 Arkiveret 26. januar 2019 hos Wayback Machine. Der er også lidt historisk om den superregenerative modtager.
 | Spire Denne artikel om radio- og fjernsyns-teknologi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |