Aron Jóhannsson

(Omdirigeret fra Aron Johannsson)

Aron Jóhannsson (født 10. november 1990) er en amerikansk/islandsk professionel fodboldspiller, der spiller for den svenske klub Hammarby IF, hvortil han kom i sommeren 2019 fra den tyske klub Werder Bremen.[1] Tidligere har han spillet i AGF, hvor han fik sit gennembrud, da han efter første halvdel af sæsonen 2012-13 lå som delt topscorer i Superligaen sammen med Andreas Cornelius, samt i hollandske AZ Alkmaar. Han spiller hovedsageligt angriber.

Aron Jóhannsson
Personlig information
Fulde navnAron Jóhannsson
Født10. november 1990 (33 år)
Mobile, Alabama, USA
Højde184 cm
PositionAngriber
Kantspiller / Wing
Klubinformation
Nuværende
Hammarby IF
Nummer9
Ungdom
2000-2004Fjölnir
2005Breiðablik UBK
2006-2008Fjölnir
Seniorkarriere*
ÅrHoldKampe(Mål)
2008-2010Fjölnir37(13)
2010-2013AGF65(23)
2013-2015AZ Alkmaar58(29)
2015-2019Werder Bremen28(4)
2019-Hammarby IF23(5)
Landshold
2011-2012Island U/218(1)
2013-USA19(4)
* Seniorklubkampe og -mål tælles kun for den hjemlige liga og er opdateret den 14. september 2020.

† Kampe (mål).

‡ Landskampe og -mål er opdateret den 14. september 2020

Karriere

Aron Jóhansson er af islandsk afstamning, men født i USA. Han voksede op i Island, hvor han indledte sin karriere, primært i Fjölnir.

AGF

Jóhannsson spillede for Ungmennafélagið Fjölnir i hjemlandet, inden han skiftede til danske AGF i august 2010.[2] Klubbens fans var ikke nemme at begejstre for den nye spiller, der hurtigt vandt sig det kærligt mente tilnavn "den ukendte islænding". I spøg blev det derfor også besluttet blandt visse fans, at kælenavnet først ville blive pensioneret, når han havde scoret 10 superliga-mål for klubben. I løbet af foråret 2011 fik han mere og mere spilletid på førsteholdet, der på det tidspunkt spillede i 1. division. Hans scorede for første gang for klubben i en udekamp mod Hvidovre IF den 28. april 2011.

Med AGF's indkøb af Søren Larsen i sommeren 2011 blev konkurrencen om startpladserne i angrebet skarpere, og da Larsen ret hurtigt kom i tilstrækkelig form, blev Jóhannsson i en periode degraderet til indskiftningsspiller. Men da Peter Graulund blev alvorligt skadet, var vejen banet for Johannsson, der igen som oftest fik plads fra start i AGF's kampe. Han havde dog problemer med at score, og først i sin femtende superligakamp 7. november 2011 lykkedes det ham at score i den bedste række.[3]

I 2012 fik han for alvor sit gennembrud som målscorer, og Jóhannsson satte den 27. august 2012 rekord med det hurtigst scorede hattrick i Superligaens historie, da han i første halvleg scorede tre mål på 3 minutter og 50 sekunder for AGF mod AC Horsens. AGF vandt kampen 1-4, og Jóhannsson scorede også holdets fjerde mål. Samtidig satte han også rekord for hurtigst scorede 4 mål i Superligaen.[4] Skønt han kun spillede for klubben i efteråret, blev han alligevel topscorer for AGF i sæsonen 2012-13.

AZ Alkmaar

Som følge af de mange mål i 2012 hos AGF blev han interessant for udenlandske klubber, og 29. januar 2013 blev det officielt, at han skiftede til hollandske AZ Alkmaar.[5][6] Han scorede sit første mål for den hollandske klub 14. april samme år i en 6-0 sejr over FC Utrecht.[7] Efter to sæsoner her fortsatte han karrieren i Werder Bremen fra august 2015.[1]

Werder Bremen

Den 5. august 2015 skrev Aron Jóhannsson under på en fireårig kontrakt med Werder Bremen, der bliver rapporteret til en transfersum i omegnen af €5 millioner.[8] Ti dage efter, den 15. august, fik han sin debut da han erstattede Öztunali i det 57. minut i første kamp i sæsonen 1. Fußball-Bundesliga 2015-16. Kampen endte med et hjemmebanenederlag til Werder Bremen på 0-3.[9] Han fik sin første fulde kamp for Werder Bremen en uge senere i anden runde af turneringen, da holdet spillede 1-1 på udebane mod Hertha Berlin.[10] I sin tredje kamp kom han for første gang på måltavlen, da han scorede på straffespark til 1-0 i klubbens 2-1-sejr over Borussia Mönchengladbach.[11]

Senere blev han ramt af flere skader, der gjorde opholdet i den nordtyske klub svær. Han opnåede i fire sæsoner blot 28 bundesligakampe, og Werder Bremen ønskede ved kontraktudløbet ikke at forlænge aftalen.

Hammarby IF

Kort efter kontraktudløbet i Tyskland underskrev Jóhannsson en treårig kontrakt med svenske Hammarby IF,[12] og i sin første halve sæson i klubben spillede han 10 kampe.

International karriere

Med sin primært islandske baggrund blev Jóhannsson udtaget til Islands U/21-fodboldlandshold, hvor han spillede 10 kampe og scorede et enkelt mål. Imidlertid betød hans dobbelte landsborgerskab, at han havde muligheden for at vælge at spille på A-landshold også for USA, hvilket han slutteligt valgte i 2013.[13][14] Han debuterede i venskabskamp mod Bosnien 14. august 2013, og han spillede de følgende par år flere kampe, blandt kampen mod Ghana under slutrunden om VM i fodbold 2014.[15] Han har siden 2016 ikke været udtaget til landsholdet.

Hæder

  • Årets fighter 2011/2012 for AGF.[16]

Referencer

Eksterne henvisninger