Bruker:4ing/Sandkasse1

Suvereniteten over Falklandsøyene har i lang tid vært omstridt. Øyene lå så avsides til at de forble nærmest uinteressante for europeiske stormakter inntil Louis-Antoine de Bougainville etablerte en fransk utpost ved Port Louis på Øst-Falkland i 1764. Allerede året etter utforsket John Byron Saunders Island i vest, uvitende om den franske tilstedeværelsen i øst. Han gjorde krav på øyene for Storbritannia, og året etter ble en britisk base etablert i Port Egmont på Saunders Island. I 1767 overtok spanjoler de Bougainvilles bosetning etter at Frankrike hadde akseptert Spanias krav på øygruppen året før.

I 1770 ble britene fjernet ved spansk militærmakt. Storbritannia forberedte seg på krig mot Spania, som søkte fransk støtte. Frankrike var imidlertid tilbakeholdne, og spanjolene og britene ble enige om å sette spørsmålet om suverenitet til side. I 1771 fikk britene gjenopprette sin base i Port Egmont, men forlot Falklandsøyene i 1776 som et resultat av økonomisk press i forbindelse med den amerikanske uavhengighetskrigen.

Spania styrte øyene fra Buenos Aires frem til 1811, da de trakk seg tilbake grunnet frykten for krig mot Storbritannia og den nyvunnede uavhengigheten for de spanske koloniene i Sør-Amerika. I 1829 utnevnte argentinerne den franske forretningsmannen Luis Vernet til guvernør på øyene for å kolonisere dem. I januar 1833 returnerte britiske styrker og informerte den argentinske kommandanten at de hadde til hensikt å sikre britisk suverenitet. Nybyggerne fikk tillatelse til å bli værende, og senere samme år stadfestet britene at Vernet kunne opprettholde sin handelsvirksomhet dersom den ikke var til hinder for britisk kontroll.^[6][7] Argentina har siden da fremsatt territorialkrav på øyene.

Royal Navy etablerte Port Stanley, og øyene ble et strategisk punkt for skipstrafikken rundt Kapp Horn. Under første verdenskrig ble slaget ved Falklandsøyene utkjempet utenfor Port Stanley, der en britisk flåtestyrke overrumplet og beseiret en tysk krysserskvadron. Under andre verdenskrig fungerte Port Stanley som base for Royal Navy og støttet skip som deltok i slaget ved Río de la Plata.

Suverenitetsspørsmålet blusset opp igjen i andre halvdel av 1900-tallet. Argentina så etableringen av FN som en mulighet til å fremme sin sak for resten av verden. Ved signeringen av FN-pakten i 1945, forbeholdt Argentina seg både retten til suverenitet over øygruppen og retten til å gjenerobre dem. Storbritannia besvarte dette med å stille krav om lokal folkeavstemning vedrørende eventuell britisk tilbaketrekning. Samtaler mellom britiske og argentinske utenriksdelegasjoner ble ført i 1960-årene uten særlige resultater. Et av hovedproblemene i forhandlingene var at de om lag 2 000 innbyggerne, de fleste av britisk avstamming, foretrakk at øyene skulle forbli britisk territorium.

Argentina ble et militærdiktatur i 1976 og sto overfor store økonomiske problemer og sivile uroligheter. En blodig seier over den venstreorienterte geriljaen ble oppnådd i 1981. Økonomien var imidlerid i en elendig tilstand med inflasjon på opp mot 140 % da general Leopoldo Galtieri kom til makten i desember 1981.

I perioden som ledet opp mot krigen – og spesielt etter overføringen av makt mellom de militære diktatorene general Jorge Rafael Videla og general Roberto Eduardo Viola i slutten av mars 1982 – hadde Argentina en kraftig økonomisk konjunkturnedgang og det var store indre uroligheter på grunn av opposisjon mot militærjuntaen som hadde styrt landet siden 1976. I desember 1981 ble det nok en endring i militærregimet med en ny junta ledet av general Leopoldo Galtieri (fungerende president), brigader Basilio Lami Dozo og admiral Jorge Anaya. Anaya var hovedarkitekten og pådriver for en militær løsning på det langvarige kravet over øyene,^[11] og regnet med at Storbritannia aldri ville svare militært.^[12]

Ved å velge en militæraksjon håpet Galtieris styre å mobilisere argentinernes langvarige, patriotiske følelser for øyene, og dermed lede den offentlige oppmerksomheten vekk fra landets økonomiske problemer og regimets krenkelser av menneskerettighetene.^[13] En militæraksjon ville også understøtte regimets svinnende legitimitet. Avisen La Prensa spekulerte i en stegvis plan som startet med å stanse forsyninger til øyene og kulminerte med direkte aksjoner mot slutten av 1982 dersom FN-forhandlingene ikke førte frem.^[14]

Spenningen mellom de to landene økte i intensitet den 19. mars da en gruppe argentinske skraphandlere (i virkeligheten infiltrert av argentinske marinesoldater) heiste det argentinske flagget på Sør-Georgia, en handling som senere ble sett på som den første offensive aksjonen i konflikten. Som respons ble Royal Navys patruljeringsfartøy HMS «Endurance» sendt fra Stanley til Sør-Georgia. Den argentisnke militærjuntaen, som mistenkte at Storbritannia vill forsterke sine styrker i Sør-Atlanteren,^[15] ga ordre om at en invasjon av Falklandsøyene skulle fremskyndet til 2. april.

Storbritannia ble til å begynne med overrumplet av det argentinske angrepet på de søratlantiske øyene, til tross for gjentatte advarsler fra kaptein Nicholas Barker i Royal Navy og flere andre. Barker mente at forsvarsminister John Notts beretning fra 1981 (der Nott beskrev planer om å tilbakekalle «Endurance», den britiske marines eneste tilstedeværelse i Sør-Atlanteren) sendte et signal til argentinerne om at Storbritannia var uvillig til, og snart ville være ute av stand til, å forsvare sine territorier og borgere på Falklandsøyene.^[16][17]

Den 2. april gik argentinske Buzos Tácticos (~frømandskorps) i land ved Mullet Creek på Falklandsøerne. Dette var en fortrop, og brohovedet blev brugt til et udfald mod hovedbyen Stanley af 800 marineinfanterister og 20 LVTP-7 amfibietanks. Klokken 08.30 var slaget ovre, og guvernøren beordrede sine 57 marinesoldater til at overgive sig. Marinesoldaterne, britiske embedsmænd og argentina-kritiske kelpere blev sendt til Montevideo. Stanley blev omdøbt til Puerto Argentino, og højrekørsel blev indført (udenfor Stanley var de fleste veje dog kun hjulspor).

I Buenos Aires blev nyheden fejret af folkemængden på Plaza de Mayo. I London var regeringen i chok, og dagen er siden blevet kaldt "sorte fredag". Argentinerne besatte 3. april South Georgia, mens South Sandwich Islands siden 1976 havde været besat af argentinske marinesoldater på udposten Corbeta Uruguay. De argentinske invasionsstyrker var blevet beordret til at fare frem med lempe. Dette menes at have resulteret i, at alle øerne blev erobret med blot fire argentinske dødsfald til følge.

Briterne var herefter hurtige til at organisere diplomatisk pres mod Argentina, og en amfibiestyrke blev i al hast samlet og sendt mod øerne. Styrken blev centreret omkring hangarskibene HMS Hermes og HMS Invincible. Det havde en kraftig signalværdi, at den britiske befolkning, den argentinske militærjunta og resten af verdenen så amfibiestyrken stævne ud blot tre dage efter invasionen. En stor del af besætningsmedlemmerne var ikke kommet tilbage fra påskeorlov, skibene havde øvelsesammunition om bord og HMS Invincibles ene skrueaksel var defekt. Alt dette kunne man ikke se på tv-skærmene, og tingene blev rettet undervejs. Tropperne og den skarpe ammunition blev fløjet til bl.a. Gibraltar og stødte til amfibiestyrken efterhånden som den bevægede sig sydpå. Den offentlige mening i Storbritannien gik ind for et forsøg på at tilbagevinde øerne, mens den internationale opinion var mere spredt. Storbritannien var en tidligere stor kolonimagt, som nu forsøgte at tilbageerobre en lokal koloni, og med dette budskab vandt Argentina støtte.

Storbritannien vandt dog det diplomatiske spil ved brug af FN's princip om retten til selvbestemmelse og ved at indtage en forhandlingsposition. FN's generalsekretær udtalte, at han var imponeret over det kompromis, som briterne var parat til at indgå, men som Argentina afslog. Argentina baserede deres krav på forhold før 1945 og før oprettelsen af FN. Mange FN-medlemmer indså, at hvis territorialkrav så gamle kunne gøres gældende, så var deres grænser heller ikke sikre.Mal:Kilde mangler Den 3. april vedtog FN en resolution, der krævede de argentinske tropper trukket tilbage fra Falklandsøerne og stop for alle fjendtligheder. Den 10. april vedtog EF økonomiske sanktioner mod Argentina.

Argentina var medlem af Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) og prøvede at få opbakning i henhold til Riotraktaten, der angav at nationerne i Amerika skulle støtte hinanden mod militære trusler udefra kontinentet. Da Argentina traditionelt havde følt sig hævet over ulandene i OAS, vedtog OAS 28. april en resolution, der anbefalede parterne at følge FN's Sikkerhedsråd.

Alexander Haig, den amerikanske udenrigsminister, førte en kort (8.-30. april) diplomatisk mission, før præsident Ronald Reagan erklærede amerikansk støtte til Storbritannien. USA indledte herefter sanktioner mod Argentina. Støtten fra USA var ikke sikker fra starten og menes at være en direkte følge af pres fra USA's FN-ambassadør Jean Kirkpatrick, som prøvede at overtale Ronald Reagan til at støtte Argentina. Reagan er velkendt for sin udtalelse om, at han ikke kunne forstå hvorfor to allierede kunne finde på at slås om et par kolde klipper.^[18]Amerikansk støtte var dog særdeles vigtig for briterne. Øen Ascension, en britisk besiddelse, var udlejet til USA, og briterne havde brug for øen som base. USA leverede også de nyeste Sidewinder L luft-til-luft missiler, og ifølge forsvarsminister Caspar Weinberger ville man også have udlånt et atomdrevet hangarskib. Dette var dog ikke kendt under konflikten.

Storbritannien ville være afhængig af sø-overlegenhed under generobringen (flådestyrken var under kommando af kontreadmiral Sandy Woodward), og de erklærede derfor en cirkel med radius på 200 sømil (370,4 km), med Falklandsøerne i centrum, for krigszone (Maritime Exclusion Zone – MEZ).

I midten af april havde englænderne opbygget en stor flystyrke på Ascensionøen med blandt andet en lang række støttefly og F-4 Phantom II-jagerfly til beskyttelse. Samtidig var den britiske flådestyrke på vej sydover fra Storbritannien. En lille del af denne flådestyrke udskilte sig fra hovedstyrken og angreb South Georgia.

Generobringen af South Georgia er kendt som Operation Paraquat og blev udført af en række tropper fra Special Air Service (SAS – britiske jægerkorps) og Special Boat Service (SBS – britiske frømandskorps). Disse troppers formål var at yde rekognosceringsstøtte for hovedstyrken af marinesoldater på transportskibet RFA Tidespring. Det første fartøj ved øen var den atomdrevne jagt-ubåd HMS Conqueror (Churchill-klassen). Ubåden ankom den 19., og den 20. blev øen overfløjet af et RAF-Handley Page Victor fly for at rekognoscere. De første SAS-styrker blev landsat på øen den 21., men vejret var så dårligt, at både disse landinger og øvrige landingsforsøg dagen efter blev aflyst efter flere helikopterstyrt i snestormen^[19].

Den 23. blev en argentinsk ubåd opdaget tæt ved kysten og alle operationer blev indstillet. RFA Tidespring blev sendt længere til havs for at undgå sammenstød med ubåden. Britiske flådehelikoptere lokaliserede ubåden ARA Santa Fe (fra 2. verdenskrig) den 25. og påførte den så store skader, at kaptajnen besluttede at sætte den på grund.

Med RFA Tidespring langt væk til søs og besætningen fra ubåden placeret på øen, besluttede den ledende britiske officer (major Sheridan) at samle de 75 mænd, han havde til rådighed og foretage et direkte angreb. Efter et kort kystbombardement fra HMS Antrim og HMS Plymouth overgav de argentinske styrker sig. Næste dag blev sejren officiel, og premierminister Margaret Thatcher gav nyheden til medierne med en opfordring til at fejre den (rejoice).

Den 1. maj påbegyndtes operationerne mod selve Falklandsøerne med Operation Black Buck. RAF's Avro Vulcan-bombefly angreb flyvepladsen ved Port Stanley. Vulcan var designet til mellemdistanceoperationer i Europa med kernevåben og havde ikke rækkevidden til at nå Sydatlanten. Efter invasionen blev de ombygget til igen at kunne lufttankes og at kunne kaste 21 1.000 punds konventionelle bomber – eller at affyre AGM-45 Shrike anti-radarmissiler. De fleste af RAF's tankfly var ombyggede Victor-bombefly med samme rækkevidde som Vulcan-flyene. Samtlige britiske fly var derfor afhængige af flere tankfly og flere optankninger i luften. På grund af afstanden på 6.000 km var 14 tankfly påkrævet, for at sende et Vulcan-fly.^[20] derned. Operation Black Buck nåede op på syv missioner, men to af dem blev afbrudt pga. dårligt vejr (Black Buck 3) eller tekniske fejl (Black Buck 4). Tre missioner (Black Buck 1, 2 og 7) var rene bombeangreb og førte bl.a. til at en bombe skar landingsbanen ved Port Stanley midtover^[21] Det hævdes ofte at FAA indså at når briterne kunne bombe på Falklandsøerne, havde de også mulighed for at kunne nå fastlandet. De bedste jagerfly skulle derfor være udstationeret ved Buenos Aires som beskyttelse. I virkeligheden havde Mirage IIIE-flyene svært ved at nå Falklandsøerne (de kunne ikke lufttankes) og blev brugt til at afskrække Chile fra at angribe Sydargentina. Angrebene blev udlagt til en stor strategisk sejr for briterne, men den argentinske luftbro var aktiv indtil den sidste nat før kapitulationen. To af Black Buck-missionerne gik ud på at ødelægge de argentinske radaranlæg med Shrike-missiler. Black Buck 5 prøvede at ramme en stor overvågningsradar, men argentinerne slukkede for den, så missilet ikke kunne låse på antennen. Black Buck 6 ødelagde en ildledelsesradar men på tilbagevejen fik Vulcan-bombeflyet beskadiget lufttankningsstudsen i dårligt vejr og måtte søge nødhavn i Rio de Janeiro. Da Brasilien var neutral, blev briterne interneret.

Få minutter efter Black Buck 1, fulgte ni Sea Harriers fra HMS Hermes op på angrebet ved at kaste klyngebomber ved Port Stanley og den mindre græsflyveplads ved Goose Green. Begge missioner førte til ødelagte fly på jorden. Selve lufthavnsstrukturen blev også påført skader. FAA igangsatte samtidig med disse angreb også et angreb på de britiske styrker. Dette angreb blev indledt efter oplysninger om, at en britisk landgang allerede var påbegyndt. Fire af de deltagende fly blev skudt ned af Sea Harrier'ere, der opererede fra HMS Invincible. Kampe brød ud mellem Sea Harriers og Mirage IIIE-jagerfly fra Grupo 8. Begge sider forsøgte at opnå den bedste skudposition. Mirage-flyene indledte angrebet ved et dyk fra oven. Et Miragefly blev skudt ned, og et andet blev beskadiget og søgte mod Port Stanley, hvor de nu nervøse argentinske forsvarere øjeblikkeligt skød det ned.

I alt 28 Sea Harrier deltog i Falklandskrigen, tilsammen skød de i maj/juni 23 fly ned og 6 Sea Harrier gik tabt (fire pga. vejret og to pga. argentinsk luftværn). Royal Navy inddrog alle Sea Harrier til Falklandskrigen, selv et fly der var udlånt til BAe Dunsfold, der udviklede Sea Eagle-missilet (et slags Exocetmissil). Den første Sea Harrier der blev skudt ned, var netop det fly, der som det eneste fly havde et Sea Eagle-kontrolpanel i cockpittet. Da argentinerne undersøgte vraget, konkluderede de at Sea Eagle-missilet var operativt.^[22] Royal Navy hentede også piloter med Sea Harrier-erfaring, der var på udveksling i USA og Australien; selv en Lightning-pilot fra RAF, da han havde interceptor-erfaring.

Krydseren ARA General Belgrano fra 2. verdenskrig blev den 2. maj sænket af HMS Conqueror (ironisk nok af ustyrede torpedoer af 2. verdenskrigsdesign) uden for MEZ med tab af 323 liv (den britiske avis The Sun hilste begivenheden velkommen med overskriften GOTCHA (fik jer). Dette tab førte til en stejlere holdning i den argentinske regering. Tabet af ARA General Belgrano blev også årsag til flere anti-krigskampagner, idet det blev postuleret, at skibet var ved at sejle væk fra Falklandsøerne, da det blev sænket. For den britiske flåde var aktionen vigtig, da den argentinske flådes overfladefartøjer (herunder hangarskibet ARA Veinticinco de Mayo) vendte tilbage til deres baser, hvor de blev resten af krigen^[23]. Derved overlod juntaen 12.000 teenagesoldater på øerne til deres skæbne.

To dage efter sænkningen af General Belgrano (den 4.) mistede briterne destroyeren HMS Sheffield til et exocet-missil. HMS Sheffield var sammen med to andre Type 42-destroyere blevet deployeret som radarforposter for de britiske hangarskibe. Efter at skibene var blevet registreret af den argentinske flåde via deres COAN P-3 Neptune-patruljefly, blev to COAN Super Étendard-fly sendt på vingerne. Hvert af disse var udstyret med et enkelt exocetmissil. Efter en optankning fra et FAA KC-130 Hercules tankfly kort efter start gik de ind i en lav højde og affyrede missilerne fra en afstand af 20 km fra HMS Sheffield. Et af missilerne fløj forbi HMS Yarmouth, men det andet missil ramte HMS Sheffield og satte fartøjet i brand. Skibet blev forladt nogle timer senere og sank den næste dag. HMS Sheffield havde et system der automatisk udskød chaff når et missil nærmede sig. Det blev slået fra når HMS Sheffield kommunikerede via satellit, da det kunne udløse chaffen. HMS Sheffield var i gang med satellitkommunikation, da den blev ramt. Da Argentina kun havde fem AM-39 exocetter, var målene de britiske hangarskibe.

Antallet af operationer blev øget igennem den anden halvdel af maj. FN's forsøg på at arrangere våbenhvile mellem parterne blev afslået af briterne, som på dette tidspunkt følte, at de både havde lidt store tab, var dybt involveret i konflikten og risikerede at umuliggøre en sejr for sig selv, idet krigen ville blive umulig at vinde på grund af de sydatlantiske storme^[24], hvis konflikten trak ud.

Den 21. maj foretog britiske styrker en amfibielandgang (H-Hour 06:39 UTC) nær Port San Carlos på den nordlige del af Østfalkland. 4.000 mand blev sat i land. Planen var herefter at rykke frem sydover og erobre Darwin og Goose Green før slaget om Stanley. Briterne mødte kun let modstand fra de 42 argentinere på stedet. De nåede dog at nedskyde 2 af Royal Marines Gazellehelikoptere med deres automatrifler.

Til havs viste det sig, at de britiske luftværnsforanstaltninger ikke var gode nok. HMS Ardent blev sænket (11 flybomber) den 21., HMS Antelope den 23., HMS Coventry og MV Atlantic Conveyor (med en vital last af transporthelikoptere, feltflyvepladsudstyr, afsaltningsanlæg og telte) den 25. mens HMS Argonaut og HMS Brilliant blev stærkt beskadiget. Argentinerne mistede over 20 fly i disse angreb. Rapporter efter krigen indikerede, at mange britiske liv blev reddet af SAS-/SBS-hold, som advarede mod flyangreb. Chile opdagede et udbrændt Sea King helikoptervrag fra Royal Navy tæt ved grænsen. Det stammede formentligt fra en mislykket landsætning af SAS-observatører i det Sydlige Argentina.
Den 27. maj bombede FAA selve brohovedet San Carlos. To bomber ramte lige ned i operationsteltene. De var blindgængere^[25], så hverken kirurger eller sårede gik tabt. Teltene var ikke markeret med Røde Korsmærker da det ville afsløre resten af brohovedet.

Den 28. maj indtog 450 britiske faldskærmstropper Darwin og Goose Green efter en række hårde kampe. 17 britiske og 55 argentinske soldater blev dræbt og 1.536 mand af de argentinske styrker blev taget til fange. BBC World Service annoncerede rent faktisk invasionen af Goose Green, før den gik i gang.^[26] Efter de 120 taknemmelige falklænderes modtagelse af de britiske tropper, indså mange soldater at de ikke kun kæmpede for principper, men også for mennesker af kød og blod.^[27]

Den 1. juni efter at yderligere 2.500 britiske soldater var blevet landsat ved San Carlos, blev Stanley omringet. Da udtalte den argentinske udenrigsminister Costa Mendez:" Overgivelse? Hvad er det, ordet findes ikke i min ordbog!"^[28]. Et af de sidste argentinske luftangreb i krigen var yderst succesrigt – 50 mand blev dræbt på landgangsskibene Sir Galahad og Sir Tristam den 8. juni. 57 fik alvorlige brandskader pga. ammunition og brændstof om bord. Disse mænd opholdt sig stadig på skibene på grund af tabet af helikoptere på MV Atlantic Conveyor. Det var derfor nødvendigt at overføre dem ad søvejen, hvilket tog længere tid. Samtidig gjorde manglen på telte styrkerne stærkt udsatte med Falklandsøernes frygtelige vintervejr. Den primære grund til at de blev sejlet, var dog at soldaterne fra Welch Guard og Scotch Guard (Livgarden i den britiske hær) ikke var i stand til at marchere (yomping) de 90 km fra brohovedet Port San Carlos til Stanley, som elitesoldaterne fra Faldskærmstropperne og Royal Marines havde gjort.

Natten til den 12. juni var endnu en nat med blodige kampe. På Mount Longdon døde 23 britiske faldskærmssoldater og 31 argentinske soldater og Mount Harriet og Two Sisters blev erobret af Royal Marines med 6 dræbte briter og 38 argentinske dræbte. Yderligere 13 blev dræbt, da destroyeren HMS Glamorgan blev ramt af et exocetmissil affyret fra ladet af en lastbil, hvilket yderligere viste moderne skibes sårbarhed over for højteknologiske angreb. Briterne rykkede afstanden til Stanley fra 15 til 12 km.

Natten til den 14. juni erobrede britiske faldskærmssoldater med støtte fra Scorpiontanks og Milanmissiler Wireless Ridge med kun tre dræbte briter og omkring 25 dræbte argentinske soldater. Mount Tumbledown blev indtaget af Scotch Guards efter et tab på 10 briter og 29 argentinere og Mount William blev indtaget af de frygtede gurkha'er i britisk tjeneste. De argentinske forsvarere ønskede ikke at møde gurkha'ernes khukuri-knive og trak sig tilbage til Stanley^[29] – eneste tab var en minesprængt gurkha. Britiske soldater nåede de yderste huse i Stanley.

Den 14. juni foreslog den argentinske øverstbefalende på øerne, brigadegeneral Mario Menendez, en 24 timers våbenhvile.^[30] og ved dennes udløb overgav den argentinske garnison på 9.800 mand i Stanley sig – i strid med juntaens ordrer^[31] Hvis ikke argentinerne havde overgivet sig, ville parterne skulle have kæmpet fra hus til hus i Stanley. Bykamp er notorisk kendt for store tab og mange civile ville være blevet dræbt. Den 20. juni tilbageerobrede briterne South Sandwich-øerne og erklærede konflikten for tilendebragt.

Landstyrker

Efter Operation Rosario blev 500 politi-soldater efterladt til at kue falklænderne.Da det blev klart for argentinerne at Margaret Thatcher ville slås, genindkaldte de soldaterårgang 1981 for 3. og 10. Mekaniserede Infanteribrigader (soldaterårgang 1982 var endnu ikke færdiguddannet). Disse var blevet trænet til en eventuel landkrig mod Chile i subtroperne, ikke i polar krigsførelse. Pga. Royal Navys ubådsblokade af Falklandsøerne skulle alt og alle flyves til øerne og derfor var de to brigader ikke særligt mekaniserede. Alle argentinske transportfly af en vis størrelse var blevet mobiliseret til luftbroen til Falklandsøerne og fløj soldater og mindre udstyr. FAAs ni C-130 Hercules-fly fløj så køretøjer og større udstyr til øerne, når de ikke blev brugt som tank-, rekognoscerings- eller bombefly.De argentinske marineinfanterister var udstationeret i Tierra del Fuego, sydligere end Falklandsøerne, og var kuldevante. Den 5. Marineinfanteribataljon bevogtede to af Stanleys højdedrag.De argentinske tropper forskansede sig med tunge maskingeværer, masser af ammunition og minefelter. De argentinske skarpskytter fik også udleveret natkikkertsigte.

Den øverstkommanderende for Teatro de Operaciones Malvinas (argentinske styrker udstationeret på selve Falklandsøerne) var den nyudnævnte brigadegeneral og guvernør Mario Menendez.^[32] Da hans styrker svulmede, fik han to brigadegeneraler til at lede hver sin infanteribrigade. Disse var blevet udnævnt før Menendez og mente derfor ikke at være under kommando af Menendez. Lodrette ordrer blev blot anset for at være gode råd.

De argentinske skolebørn blev jævnligt indoktrineret med at Malvinerne tilhørte Argentina, så de argentinske soldater var velmotiverede.

Denne værnepligtige hær mødte den professionelle britiske hær. Det meste af den britiske felthær var udstationeret i Vesttyskland, klar til at udkæmpe kampvognsslag mod den Røde Hær i en 3. verdenskrig. Britisk infanteri var også på skift udstationeret i Nordirland, og havde siden 1969-82 mistet mindst 366 soldater til IRA. De britiske soldater var derved ikke uvante med tab. Royal Marines trænede ofte i Nordnorge og var kuldevante.

Pga. sparerunder havde de britiske soldater ikke det bedste udstyr. Deres støvler var for billige og gik fra hinanden under march.^[33] Britiske soldater håbede at de argentinere, de skød, havde samme støvlenummer som dem selv. De britiske faldskærmstropper (der for i øvrigt ikke blev nedkastet med faldskærm under hele krigen) havde fået udleveret 9mm maskinpistoler.^[34], gode i bykamp, uanvendelige i åbent terræn. Man erobrede derfor argentinske 7,62mm automatrifler og ammunition efterhånden^[35] Briterne brugte endda bajonetter i nogle angreb.^[36]

Da briterne foretrak at angribe om natten, udviklede de simple teknikker^[37] for at undgå at skyde på deres egne. Spansktalende har svært ved at udtale J som andet end H, så feltråbet var tit "Hey Jimmy". Briterne undlod også at bære hjelm, idet argentinerne altid havde deres stålhjelme på. Derved kunne de trygt skyde på alle skikkelser med hjelm på.

Siden d. 1. maj havde de argentinske soldater ligget i skyttehuller rundt om Stanley. De havde bedre israelskproducerede støvler, men grundvandet sivede igennem tørvejorden. Kulden, ventetiden og blæsten gjorde dem apatiske og skyttegravsfødder plagede dem. De nærgående britiske patruljer besværliggjorde madudbringningen og soldaterne tabte op til en fjerdedel i vægt.
Tabet af Atlantic Conveyor med briternes arktiske telte, gjorde at de britiske soldater konstruerede små læskærme af tørv og kampesten. Falklandsøerne havde 600.000 får, så frisk kød var ikke et problem. Ved kysten var der muslinger, krabber og albueskæl. For at modvirke manglen på grøntsager og frugt (C-vitaminer), spiste soldaterne rå kokleare der voksede vildt overalt. I øvrigt måtte søfolkene undvære deres elskede 'Fish and Chips', da frituregryderne var slukkede i krigszonen, pga. skoldningsfaren.

194 mand fra Ejército Argentino (Argentinas hær), 34 mand fra ARA's Infantería de Marina, 14 jordpersonel fra Fuerza Aérea Argentina (Argentinas luftvåben) og 7 mand fra Gendarmería Nacional Argentina (grænsevagter) samt 123 mand fra den britiske hær og 27 mand fra Royal Marines døde på Falklandsøerne.

Flådestyrker

Da Argentina deler 5.150 km landegrænse med sin værste uven, Chile, har den argentinske flåde ARA været lettere udsultet. Den bestod af en god del fartøjer fra 2. verdenskrig: krydseren ARA General Belgrano, hangarskibet ARA 25 de Mayo, landgangsskibet ARA Cabo San Antonio, fire destroyere, to ubåde og en masse mindre fartøjer.Af nye fartøjer var der to type-42 destroyere (som HMS Sheffield) købt i England, tre franske fregatter og to vesttyske diesel-ubåde. Ubådene var Type 209, og mindede en del om Søværnets Narhvalen-klasse (type 205). ARA Salta var endnu ikke klargjort, men ARA San Luis gav briterne store problemer. Royal Navy nedkæmpede aldrig San Luis selvom de anvendte 230 styks antiubådsvåben mod den: Limbo-mortérer, dybdebomber, Stingray selvsøgende torpedoer osv. Til gengæld virkede ikke én eneste af San Luis fjernstyrede torpedoer. Type 209 havde 8 torpedorør og op til 14 torpedoer om bord. De kunne være neddykket i 50 dage.

Den øverstkommanderende for Teatro de Operaciones del Atlántico Sur (argentinske flådestyrker udenfor krigszonen) var viceadmiral Juan Lombardo, der 2. april var leder af Operation Rosario. ARA havde udover Antarktis ikke andre forpligtelser og kunne indsætte hele deres flåde i krigen.

Royal Navy havde forpligtelser over hele verden (Belize, NATO, Persiske Bugt mm.) og kunne kun afse en tredjedel af sin flåde til krigen. Royal Navy havde foretaget en løbende udskiftning af sine skibe og havde ingen fra 2. verdenskrig med. Moderne krigsskibe er opbygget af lettere legeringer og er mere automatiserede. Dette var fatalt, idet de små besætninger havde svært ved at bekæmpe ilden, og letmetallerne kunne bryde i brand. Billige nylonuniformer smeltede fast i huden og gav grimme brandsår.

Under en sparerunde mistede Royal Navy sit sidste 'rigtige' hangarskib, HMS Ark Royal. HMS Ark Royal havde 12 supersoniske Phantom-jagerfly der kunne have ryddet himlen for argentinske fly, 14 tungtlastede Buccaneer-bombefly der kunne have skabt kaos blandt de argentinske tropper og sidst, men ikke mindst, 4 langtrækkende Gannet AEW.3 radarvarslingsfly. Heldigvis for argentinerne, blev HMS Ark Royal skrottet i 1980. RAF lovede at de nok skulle sørge for luftdækning af Royal Navy og med udviklingen af de lodretstartende Sea Harrier FRS.1-fly, indrettede Royal Navy to helikopterskibe til Sea Harrier-hangarskibe. Sea Harrier'ne skulle sænke sovjetiske skibe og nedskyde store, langsomme Tupolev-bombefly – ikke hurtige, manøvredygtige jagerfly.

Det Britiske Admiralitet samlede en Task Force (ekspeditionsstyrke) med to Sea Harrier-hangarskibe, to amfibiekampskibe, 8 destroyere, 15 fregatter, 2 minerydningsfartøjer, 22 militære transportskibe og 52 chartrede handelsskibe. Med sig havde de 48 Sea King-, 14 Sea Lynx-, 56 Wessex- og 9 forældede Wasp-helikoptere.Uafhængigt af Task Forcen opererede 1 diesel- og 5 atomubåde.

337 søfolk fra Armada de la República Argentina (Argentinas flåde), 2 søfolk fra Prefectura Naval Argentina (Argentinas kystvagt), 82 søfolk fra Royal Navy og 34 civile søfolk fandt deres kolde, våde grav i farvandet omkring Falklandsøerne.

Flystyrker

Argentinas luftvåben blev anset for at være det bedste i Sydamerika, men de havde ikke trænet skibsangreb, da den mest sandsynlige fjende ville være Chile.
De argentinske flystyrker måtte trække det tunge læs i de seks uger krigen varede, og påførte briterne alvorlige tab i modsætning til de minimale tab, de talmæssigt overlegne argentinske landtropper udstationeret på øerne, påførte.

Port Stanleys eneste startbane var 1.371 m lang og kunne kun bruges af STOL-fly, ikke supersoniske kampfly eller store trafikfly. Argentinerne havde ellers i ti år tilbudt at forlænge startbanen ganske gratis, men guvernøren afslog hver gang tilbuddet.

Juntaen i Buenos Aires nægtede at tro på at London ville tilbageerobre øerne. Det var først da South Georgia blev generobret d. 25. april at de indså fejlen. Hvis de havde fløjet nogle bulldozere og andet entreprenørudstyr til øerne for at forlænge Port Stanleys startbane og bygge Hardened Aircraft Shelters, inden briterne nåede frem, kunne argentinske kampfly uden besvær ramme den britiske flådestyrke.
Det var på det tidspunkt for sent og det betød at de argentinske kamppiloter skulle flyve 750 km fra Argentina, kun havde få minutter over målet og 750 km hjem igen. For at have brændstof nok til turen, skulle bombelasten reduceres kraftigt.
Britiske skibe øst for Falklandsøerne havde et kærkomment helle, fri for argentinske fredsforstyrrere.
Af andre ’flyvepladser’ på øerne var der to græsbaner – Goose Green og Pebble Island. Som et plaster på såret udstationerede COAN en del af deres flyveskole på øerne. 6 Aermacchi MB.339 jetovergangstræningsfly, kendt fra det italienske opvisningshold Frecce Tricolori, og 4 T-34C Mentor elementærskolefly. De blev udstyret med maskingeværer og ustyrede raketter og da MB.339 kræver en betonbane, blev de udstationeret i Port Stanley, mens T-34 propelflyene fik Pebble Island. FAA var meget stolte af deres Pucará-propelfly, som de selv havde designet og produceret. Disse havde udmærket sig mod guerillaer i Nordargentina under den beskidte krig. 24 Pucará-fly blev fordelt på de tre flyvepladser.

Hvad juntaen havde tænkt sig at disse letbevæbnede fly, kun egnet til godt vejr, skulle kunne udrette mod en NATO-styrke, udrustet med radarstyrede kanoner, luftværnsmissiler og jagerfly, er en af falklandskrigens store gåder.

Argentinerne oprettede Fuerza Aérea Sur (flystyrkerne på baserne i Sydargentina) med brigadegeneral Ernesto Crespo (den eneste argentinske senior-officer der udviste opfindsomhed og fleksibilitet) som øverstkommanderende. FAS bestod af FAAs og COANs supersoniske kampfly og STOL-fragtfly, samt mobiliserede, civile Boeing 737 og DC-9 passagerfly. FAS deployerede sine fly til de sydlige baser, med Falklandsøerne indenfor rækkevidde, og de udførte simulerede angreb på en af ARAs britisk-byggede Type 42-destroyere.
Brigadegeneral Crespo oprettede Eskadron Fénix, der var 30 civile Gates Learjet, Cessna Citation og andre hurtige forretningsfly. Disse havde radarsignaturer og hastigheder der mindede om jagerfly og de udførte skinangreb, der overbelastede det britiske luftvarslingssystem med falske alarmer. Kampflyene opererede fra forskellige luftbaser, for at skjule tabene for britiske spioner.

Royal Air Force havde op til invasionen to opgaver: at beskytte de Britiske Øer mod luftangreb og at støtte NATO's landtropper i Centraleuropa i en 3. verdenskrig. På baser i Storbritannien og i Vesttyskland havde RAF opstillet 853^[38] moderne kampfly af typen Phantom FGR.2, Tornado GR.1, Jaguar GR.1 og Buccaneer S.2. Uanset hvor meget RAF end ville hjælpe, gjorde manglen på flybaser indenfor rækkevidde af Falklandsøerne det umuligt at bruge denne styrke.Nærmeste base var Wideawake på Ascension-øen, (afstand: 3.240 sømil) og her samlede RAF en styrke af langtrækkende fly. Alle sammen krævede dog lufttankning for at kunne nå øerne og selv de involverede tankfly skulle lufttankes. RAF havde 20 Victor K.2 tankfly på øen (der var ikke plads til flere) og lufttankningsforbruget pr. mission var følgende:

• Vulcan B.2 Black Buck-missioner – 14 tankfly (5 missioner).
• Forlængede Nimrod MR.2 maritime patruljer – 12 tankfly (111 Nimrod-missioner, ikke alle var forlængede).
• Langdistance Hercules C.1 nedkastninger – 6 tankfly (50+ missioner).
• Harrier GR.3 udstationering til Task Forcen – 6 tankfly (4 gange).

RAF havde en enkelt eskadrille VTOL-fly, nærmere betegnet Harrier og 10 opererede fra Royal Navys skibe. De var eksperter i jordangreb og fløj 126 missioner. Den ene af de to briter der blev krigsfanger under Operation Corporate, var kaptajn Glover, der var blevet skudt ned i sin Harrier ved Port Howard. Ironisk nok blev han ramt af et britiskbygget Blowpipe-missil.

Endelig havde RAF sendt Chinook HC.1 helikoptere til krigsskuepladsen, men da Atlantic Conveyor gik tabt var der kun 1 Chinook tilbage. Den kunne til gengæld løfte 5,2 tons indvendig eller 12,7 tons udvendig. På et tidspunkt løftede den en minesprængt Scimitar tank ud af et minefelt.^[39]

Da Argentina havde franske fly, lod Frankrig nogle af Royal Navys destroyere og Sea Harriers træne mod Armée de l'Airs Mirage III og Aviation Navales Super Étendard.
Hårdnakkede rygter vil vide at RAF Canberra PR.9 fotorekognosceringsfly opererede fra Chile med chilenske nationalitetsmærker^[40] og allerede i 2082 vil de britiske arkiver blive åbnet.

De argentinske jagerfly var udstyret med ældre franske Matra R.530 Magic radarstyrede luft til luft-missiler, mens de britiske Harrier og Sea Harrier var udstyret med de nyeste amerikanske AIM-9L Sidewinder infrarøde luft-til-luft-missiler. Mens de gamle Sidewindermodeller kun kunne 'låse' på fjendens jetudstødning (30° omkring klokken seks position), kunne AIM-9L også 'låse' på flyskrogets friktionsvarme (360°).

Problemet med at bomber ramte deres mål uden at detonere, plagede argentinerne gennem hele krigen. Efterkrigsanalyser viser at op til 80 % ikke eksploderede, grundet at bombekast under 12 m højde ikke gav bomberne tid nok til at armere sig selv (en propel i spidsen skulle skrue tændsatsen ind i sprængstoffet).RAF Harriers derimod kastede laserstyrede præcisionsbomber, senere kendt fra Golfkrigen (1991) og RN Sea Harriers kastede klyngebomber. Disse moderne bombetyper krævede mindre held af piloterne og gav briterne en teknologisk fordel. Dog skal det siges at RAF Vulcanbombeflyene kastede 'dumme' jernbomber og at klyngebomber ikke ville have hjulpet FAA mod skibe. I juni måned foretog israelske eksperter justeringer, så flere argentinske bomber eksploderede.

RAF havde ingen selvstændige radarvarslingsfly, da NATO sørgede for de multinationale AWACS-fly i Europa. Da falklandskrigen kun var en konflikt mellem Storbritannien og Argentina, havde RAF ikke lov til at indsætte radarvarslingsfly, selvom AWACS-flyene kunne lufttankes til falklandsområdet og RAF selv havde personel til dem (AWACS er bemandet med folk fra alle NATO-lande, herunder Danmark).

41 flyvende personel fra Fuerza Aérea Argentina, 4 piloter fra Comando de la Aviación Naval Argentina, 4 Sea Harrier-piloter samt 1 medlem af Royal Air Force forlod ikke deres luftfartøjer i live.

• 19. marts – Operación Alfa: 50 argentinske nationalister, udklædt som skrotarbejdere, går i land på South Georgia.
• 24. marts – Briterne sender inspektionsskibet HMS Endurance med 22 marinesoldater for at få argentinerne til at forlade South Georgia.
• 25. marts – En argentinsk korvet chikanerer inspektionsskibet.
• 31. marts – Den britiske guvernør mobiliserer falklandsmilitsen og 57 marinesoldater på Falklandsøerne.
• 2. april – Operación Rosario: 92 frømænd og 800 marinesoldater fra Argentina invaderer Falklandsøerne. De går i land ved Mullet Creek. Kampe bryder ud udenfor Stanley og guvernøren kapitulerer.
• 3. april – 100 marinesoldater fra Argentina invaderer South Georgia, kampe bryder ud og den lille britiske forsvarsstyrke retirerer med inspektionsskibet.
  • I London erklærer premierminister Thatcher at "aggression aldrig må kunne betale sig".
• 4. april – De sidste britiske soldater på Falklandsøerne kapitulerer.
• 5. april – Operation Corporate: En britisk flådestyrke bestående af to hangarskibe med Sea Harrier-fly, 52 civile handelsskibe eskorteret af 8 destroyere og 15 fregatter samt 28.000 mand, forlader deres baser for at sejle til Falklandsøerne.
• 12. april – Storbritannien meddeler at al skibsfart indenfor 200 sømil fra Falklandsøerne vil blive sænket af atomubåde (MEZ – Maritime Exclusion Zone)^[41].
• 25. april – Operation Paraquat: Britiske elitestyrker generobrer South Georgia.
• 28. april – En omfattende luftbro af civile og militære fly har forstærket den argentinske garnison med 12.630 mand.
• 30. april – Storbritannien meddeler at alle fly indenfor 200 sømil fra Falklandsøerne vil blive beskudt, uden varsel (TEZ – Total Exclusion Zone)^[42].
  • Den britiske flådestyrke (Task Force) lå øst for Falklandsøerne.
• 1. maj – Operation Black Buck: Britisk bombefly (Avro Vulcan B.2) bomber Port Stanleys landingsbane fra en base tæt på ækvator (Ascension Island).
• 2. maj – Britisk atomubåd torpederer krydseren ARA General Belgrano, 323 omkommer. Flyangreb mod Port Stanley og Goose Green flyvepladser.
• 4. maj – Argentinsk exocetmissil sætter den moderne destroyer HMS Sheffield ud af spillet.
• 7. maj – Storbritannien meddeler at alle argentinske fartøjer udenfor Argentinas 12 sømilegrænse vil blive angrebet uden varsel.^[43]
• 15. maj – SAS saboterer alle 11 fly på Pebble Island (Vestfalkland).
• 21. maj -Operation Sutton: Briterne landsætter 4.000 soldater ved Port San Carlos.
• 25. maj – Containerskibet Atlantic Conveyor sænkes af en eller to exocetmissiler.
• 27-28. maj – Slaget om Goose Green.
• 1. juni – Briterne omringer Stanley. 9.800 argentinske soldater lukkes inde.
• 4. juni – Storbritannien og USA nedlægger veto i FN's sikkerhedsråd mod Perus forslag om våbenhvile.
• 8. juni – Troppetransportfartøjet Sir Galahad bombes og 48 briter om bord omkommer.
• 11. juni – Hårde kampe om højdedragene rundt om Stanley bryder ud.
• 14. juni – En 24 timers våbenhvile begynder.
• 15. juni – Argentinas øverstbefalende på øerne kapitulerer (00:15 UTC; 21:15 d. 14. juni falklandstid). Kamphandlingerne slutter, men først d. 20. juni har briterne kontrollen over alle øgrupperne.

Konflikten varede i 72 dage.

Storbritannien

• 258 faldne (herunder 8 kinesiske søfolk og 3 civile falklændere), 777 sårede og 115 krigsfanger
• 2 destroyere: HMS Sheffield, HMS Coventry
• 2 fregatter: HMS Ardent, HMS Antelope
• 1 containerskib: MV Atlantic Conveyor
• 1 landgangsskib: RFA Sir Galahad
• 1 landgangsbåd: Foxtrot 4

• 10 fastvingefly: 6 Sea Harrier FRS.1 og 4 RAF Harrier GR.3
• 24 helikoptere (13 gik tabt om bord på skibe)

• Økonomisk: 2,778 milliarder £^[44].

Argentina

• 649 faldne (herunder 16 civile søfolk), 1.068 sårede og 11.313 krigsfanger
• 1 krydser: ARA General Belgrano
• 1 ubåd: ARA Santa Fe
• 2 patruljebåde: PNA Río Iguazú und PNA Islas Malvinas (erobret, i dag HMS Tiger Bay)
• 3 fragtskibe: Río Carcarañá, ARA Bahía Buen Suceso, ARA Isla de los Estados
• 1 civilt tankskib: Yehuin (erobret, i dag Falkland Sound)
• 1 spiontrawler: Narwal

• 75 fastvingefly (14 erobret)
• 25 helikoptere (15 erobret)
  • _{Efter den argentinske kapitulation overtog briterne argentinsk militærudstyr på Falklandsøerne}

Militært set var Falklandskrigen vigtig, da det omfattede et af de meget få søslag efter 2. verdenskrig. Falklandskrigen viste overfladeskibes sårbarhed overfor missiler og ubåde.

Politisk gjorde krigen Margaret Thatcher umådelig populær og var en væsentlig del af årsagen til hendes genvalg i 1983, også selv om flere medlemmer af regeringen trådte tilbage, herunder John Nott, den tidligere forsvarsminister. Diplomater i FN-regi har endvidere udtalt, at den britiske sejr blev fulgt af en øget international respekt for Storbritannien, som ellers blev set som en afdanket kolonimagt.^[45] Det generelle billede af de væbnede britiske styrker før foråret 1982 var at de var modige, men inkompetente. Suezkrisen i 1956, de første tre år af 2. verdenskrig og det meste af 1. verdenskrig havde cementeret det rygte.
I Argentina trådte Galtieri hurtigt tilbage og gav hermed mulighed for en genindførelse af demokratiet.

Ifølge undersøgelser fra SAMA82 (SydAtlantiske Medalje Association)^[46] lider halvdelen af de britiske kampveteraner fra Falklandskrigen af det, psykologer kalder posttraumatisk belastningsreaktion. Mange veteraner kæmper med fremmedgørelse, raserianfald og skyldfølelse. Falklandsveteraner har dobbelt så mange alkohol- og narkoproblemer som jævnaldrende ikke-veteraner, og jo større kamperfaring, jo større fængselscirkulation. Tyve år efter havde 264 veteraner begået selvmord (mod 258 dræbt under kamphandlingerne).
Antallet af argentinske selvmord er usikkert i det katolske Argentina, men en ny argentinsk film (Iluminados por el fuego af Tristán Bauer) om en malvinerveterans selvmord nævner 454 (april 2006).
Selvmordsraten blandt veteranerne er fem gange højere end normalt i Argentina. De argentinske veteraner var uglesete i Argentina, da de repræsenterede det forhadte militærdiktatur.^[47], men fra februar 2006 begyndte de ca. 14.000 veteraner at få en krigspension fra staten (1.900 Kr/måned)^[48] Da der var udsigt til en krigspension gjorde over 25.000 krav på den i 2005^[49], selv søfolk hvis skib lå i tørdok under hele krigen.

Falklandsøerne er fyldt med ueksploderede granater og bomber, da mange ikke detonerede i den bløde tørvejord. Derudover er der 83 minefelter tilbage med over 12.300 antipersonel- og 3300 panserminer. Der har været 13 ulykker med miner, forsagere og et enkelt luremineret missil siden krigen sluttede i juni 1982. En civil og flere ingeniørsoldater er blevet kvæstede, heraf een dræbt og flere lemlæstede^[50].

Status

Falklandsøerne er fortsat på britiske hænder, og argentinerne hævder fortsat at øerne retmæssigt tilhører dem.Tidl. premierminister Tony Blair gennemførte, som den første britiske premierminister efter Falklandskrigen, sit officielle besøg i Argentina i 2001. Argentinas præsident Néstor Kirchner udtalte på 22-årsdagen for krigens start, at det at genvinde øerne havde første prioritet. Storbritannien oprettede basen Mount Pleasant med Phantom II-fly på Falklandsøerne efter sejren. Siden 1990 har fire Tornado F.3 kaldet Faith, Hope, Charity og Despair ^[51] (opkaldt efter de fire Gladiator-fly der forsvarede Malta i 1940) bevogtet øerne.

Krigen inspirerede bandet Dire Straits til sangen: "Brothers in Arms", hvilken er en af de mest solgte sange inden for rock-genren. Til ære for soldaterne under Falklandskrigen.

I 1983 udgav den engelske popduo Yazoo LP´en "you and me both". Én af sangene, "Unmarked", er også inspireret af Falklandskrigen. Sangen er skrevet af Vince Clarke, som senere dannede en anden kendt popduo, Erasure, som senere hen (ironisk nok) gik hen og blev en af de mest populære engelske bands i Argentina!Krigen har derudover også været emne i en masse argentinske bands' sange, som f.eks. "No Quiero Ir a la Guerra" (jeg vil ikke gå i krig) af punkbandet Flema og 2'Bandet Pink Floyd udgav også i 1983 albummet The Final Cut, der generelt drejer sig omkring de menneskelige omkostninger ved krig og politikernes kynisme.Når liv tabes som følge af politiske konflikter. Specielt er følgende vers fra nummeret Get Your Filthy Hands Off My Desert relateret til Falklandskrigen:

Brezhnev took Afghanistan.

Begin took Beirut.

Galtieri took the Union Jack.

And Maggie, over lunch one day,

Took a cruiser with all hands.

Apparently, to make him give it back.

Også sangen -Southampton Dock- Beskriver fortvivlelsen ved at skulle sende soldater af sted fra flådebyen Southampton.Sangen sammenligner 1983 med 1945 hvor flådens skibe kom ind og besætningen linede op og lod tomme pladser stå åbne for de kammerater der var døde i kamp på det overståede togt.

Operación Algeciras: I 1974 havde montoneroerne, der var en befrielsesteologisk og peronistisk guerillagruppe, infiltreret Ensenada flådeværftet og med undervandsbomber sænket destroyeren Santísima Trinidad. De var inspireret af italienske frømænds bedrifter under 2. verdenskrig. Bevægelsen var blevet nedkæmpet af den højreorienterede junta i 1977, men den var så desperat at de løslod fængslede montoneromedlemmer, der ellers var udråbt til at være terrorister. Fædrelandskærligheden var så stor, at også montoneromedlemmer i eksil i Paris meldte sig under fanerne. Den 31. maj 1982 anholdt det civile spanske politi to argentinere, de troede var narkosmuglere, i Málaga. De præsenterede sig som løjtnant "Fernandez" og sergent "Godoy" fra den argentinske flåde og nægtede som krigsfanger at sige mere. På hotelværelset og i deres lejede biler fandt politiet foruden "Madana" og "Gonzáles", også fra den argentinske flåde, fire klæbeminer, scuba-udstyr og en gummibåd. Gruppen skulle sænke to britiske krigsskibe i Gibraltar, der skulle sydpå. Den spanske regering var splittet: Som nyt medlem af NATO og som ansøger til EF stod Spanien svagt, men på grund af Spaniens tilsvarende krav på Gibraltar valgte man at udvise gruppen. Den højreorienterede avis El Alcázar havde under hele krigen givet sin uforbeholdne støtte til juntaen^[52].

Den 15. maj 1982 modtog Libyens diktator Muammar al-Gaddafi en argentinsk delegation under ledelse af admiral Moya. Argentinerne havde en ønskeseddel med våben de mente Libyen kunne skaffe. Libyen var det tredjeverdensland der havde mest militærudstyr i forhold til mandskab. Gaddafi havde håbet at supermagterne ville blive involveret direkte i krigen i en ny antikoloniseringsbølge. Libyen havde i 1973 tilnærmet sig Argentina i de alliancefri lande. Fra d. 20 maj fløj Boeing 707 fra Argentine Airlines mellem Tripoli og Buenos Aires med 120 SAM-7 skulderaffyrede luftværnsmissiler, 20 Matra Magic luft-til-luftmissiler, infrarøde kikkertsigter til rifler, ammunition til mortérer og kanoner. Gaddafi kunne ikke skaffe det Argentina allerhelst ønskede sig: AM.39 Exocetmissiler. Frankrig havde standset leverancen af flybårne Exocetmissiler under krigen og selv ikke de drevne libyske våbenhandlere kunne finde nogle på det sorte marked. Tilsyneladende havde MI6 effektivt opkøbt disse. Som tak for hjælpen til Argentina, lod briterne USA benytte britiske baser i Operation El Dorado Canyon (bombningen af Libyen i 1986)^[52].

Efter at den argentinske krydser General Belgrano var blevet sænket d. 2. maj blev den argentinske overfladeflåde sendt i havn. Royal Navys atomubådes primære opgave med at skygge og evt. nedkæmpe argentinske skibe blev overflødiggjort og i stedet for blev de fem atomubåde HMS Conqueror, HMS Courageous, HMS Spartan, HMS Splendid og HMS Valiant opstillet langs Argentinas sydlige 12-milegrænse. Her kunne de advare om argentinske luftangreb, 45 minutter før flyene nåede frem til Falklandsøerne. Ubådene blev aldrig opdaget, men patruljeområdet lå i det område hvor argentinske kampfly kastede deres bombelaster ved afbrudte missioner^[53].

• Thatcher truede med at atombombe Patagonien.^[54]
• CIA forsynede briterne med satellitbilleder af de argentinske styrker.^[55]
• 700 til 1.300 britiske lejesoldater døde på øerne.^[56]
• HMS Invincible blev ramt af det sidste exocetmissil.^[57][58]
• HMS Hermes og mange andre britiske krigskibe blev næsten totalskadet af argentinerne.^[59]
  • Det var primært de stormfulde antarktiske forhold, der efterhånden ødelagde Task Forcen^[60]
• De uprøvede British Aerospace Sea Skua-missiler sænkede alt hvad de ramte.
• 250 argentinske soldater blev dræbt ved Goose Green.
• Prins Andrews helikopter var lokkemad for exocetmissiler.
• Argentinske soldater skød 2. Paras chef oberstløjtnant Jones, mens de lod som om de overgav sig.

(en) Falklands War – kategori av bilder, video eller lyd på Commons

• Mal:En sprog Britains Small Wars
• Mal:Es sprog Argentinsk hjemmeside om krigen
• Mal:En sprog MoD – 20-year anniversary
• Mal:Es sprog Escuadron Fenix
• Mal:En sprog Naval-History.Net – "Battle Atlas of the Falklands War 1982"
• Mal:Es sprog Mindeside for de argentinske faldne
• Mal:En sprog Mindeside for de britiske faldne
• Mal:De sprog Webseite zum Falklandkrieg
• Mal:Es sprog Argentinske hærs officielle hjemmeside
• Mal:Es sprog Argentinske marines officielle hjemmeside
• Mal:Es sprog Argentinske luftvåbens officielle hjemmeside
• Mal:Es sprog Argentinske kystvagts officielle hjemmeside
• Mal:Es sprog Argentinske gendarmeris officielle hjemmeside
• Mal:De sprog Filmen Iluminados por el fuego af Tristán Bauer

• Mal:En sprog Anderson, Duncan: The Falklands War 1982 (2002) Osprey Publishing Ltd. ISBN 1-84176-422-1
• Mal:En sprog Freedman, Lawrence: The official history of the Falklands campaign. (2005) Routledge. ISBN 0-7146-5207-5
• Mal:En sprog Freedman, Lawrence: Britain & the Falklands War. (1988) Basil Blackwell Ltd. ISBN 0-631-16142-2
• Mal:En sprog Freedman, Lawrence: Signals of war (1990) Faber and faber. ISBN 0-571-14144-7
• Mal:En sprog Hastings, Max: The Battle for the Falklands (1983) Michael Joseph Ltd ISBN 0-7181-2228-3
• Mal:Sv sprog Hastings, Max: Slaget om Falklandsöarna (2005) ISBN 91-88818-74-8
• Mal:Es sprog Moro, Ruben Oscar: La Guerra Inaudita (2000), Edivern, ISBN 987-96007-3-8
• Mal:Fr sprog Frédéric Marsaly: Super Étendard au Combat: la saga d'un guerrier, Aviation Française Magazine, jan/feb 2007, ISSN 1951-9583
• Mal:En sprog Jimmy Burns: The land that lost its heroes, (1987), Bloomsbury Publishing, ISBN 0-7475-0002-9
• Mal:En sprog The Falklands War – A Military History, Dvd (2002) Eagle Media Productions.
• Mal:En sprog The Fall of Port Stanley, Dvd (2002) Cromwell Productions Ltd.

Fotnoter