Parlamentarisme
Parlamentarisme er en statsform, hvor en regering enten skal have et flertal i parlamentet bag sig (positiv parlamentarisme), eller ikke må have et flertal imod sig (negativ parlamentarisme). Historisk er parlamentarismen udviklet i England som en praktisk foranstaltning, der skulle sikre en folkelig kontrol med regeringen. Parlamentarisme er knyttet til repræsentativt demokrati som styreform i en suveræn stat. Der findes eksempler på parlamentarisme i såvel republikker som monarkier. (Se kortet til højre)
Juridisk status
Parlamentarisme fungerer i praksis i et repræsentativt demokrati og er den juridiske legitimitet af folkets kontrol med regeringen. Legitimiteten består i, at folket ved frie, lige og hemmelige valg har valgt de repræsentanter, der kontrollerer regeringen. I et parlamentarisk system har de folkevalgte således en dobbelt funktion:
- At vedtage love
- At kontrollere regeringen
Proceduren for lovgivningen er normalt beskrevet i landets forfatning. Proceduren for den folkelige kontrol med regeringen kan ligeledes være indskrevet i forfatningen, men det er ikke altid tilfældet.[1]
Kontrollen kan enten bestå i, at regeringen må træde tilbage, hvis den ikke kan skabe et flertal i parlamentet, eller i, at regeringen i denne situation udskriver valg.[2] I nogle stater, herunder Danmark sker dette formelt ved, at Parlamentet udtrykker sin mistillid til regeringen.
Typer af parlamentarisme
Der findes to typer af parlamentarisme:
- Positiv parlamentarisme
- Negativ parlamentarisme
Begge typer kan i praksis fungere i et politisk system med forholdstalsvalg [3] og i et politisk system med flertalsvalg i enkeltkredse.[4]
Positiv parlamentarisme
Positiv parlamentarisme findes i to udformninger:
- I den ene variant, der findes i bl.a., Spanien og Tyskland [5] kræves absolut flertal blandt alle medlemmer af parlamentet, før regeringen kan tiltræde.
- I den anden variant, der findes i bl.a. Belgien, Irland, Italien og Holland kræves almindeligt flertal blandt de fremmødte.
Negativ parlamentarisme
Negativ parlamentarisme findes ligeledes i to udformninger.
- I den ene variant, der findes i bl.a. Sverige og Portugal, er kravet, at et absolut flertal blandt parlamentets medlemmer ikke stemmer imod regeringens sammensætning.
- I den anden variant, der findes i bl.a. Storbritannien, Danmark, Norge, Finland og Island er en afstemning om regeringens autoritet kun nødvendig, hvis der fremsættes et mistillidsvotum.
Den negative parlamentarisme i Sverige betød at Olof Palmes regering kunne fortsætte efter valget den 16. september 1973 hvor højre og venstre blok fik samme antal mandater.[6]
Virkninger af parlamentarisme
Det anføres ofte, at et parlamentaristisk system ikke har fuldstændig magtdeling, da regeringen udgår af parlamentet [7] I den præsidentale styreform er den folkevalgte præsident normalt uafhængig af parlamentet.[8]
Positiv parlamentarisme har historisk set oftere medført bredere regeringsgrundlag end negativ parlamentarisme, hvor mindretalsregeringer med spinkelt flertal oftere forekommer.[9] Effekten af parlamentets kontrol med regeringen er næppe knyttet til en af de to grundformer, men afhænger i højere grad af antallet af politiske partier i parlamentet og af valgmetoden.
Parlamentarismens historie i Danmark
Negativ parlamentarisme blev i praksis styreformen i Danmark ved systemskiftet i 1901. Her accepterede kongen det parlamentariske grundprincip, at en regering ikke må sidde med et flertal imod sig. Det gælder stadig i dag.Bønder fik nu stemmeret og dermed blev en Venstre regering dannet
Hovedlinjer i dansk parlamentarisme
- 1903 – Kvinder får først nu stemmeret til menighedsrådene.
- 1907 – Kvinder får stemmeret til kommunalbestyrelserne.
- 1915 – Kvinder og tyende fik for første gang stemmeret til Folketinget og Landstinget.
- 1920 – Påskekrisen opstår, da kong Christian 10. afsætter regeringen Zahle. Efterfølgende lover kongen fremover at respektere parlamentarismen som sædvaneret.
- 1953 – Parlamentarismen blev lovfæstet. Landstinget bliver afskaffet og tronfølgeloven ændres, således at kvinder får del i arvefølgen.
Noter
Litteratur
- Albæk Jensen, Jørgen (1989). Parlamentarismens statsretlige betydning, København: Jurist- og konomforbundets Forlag.
- Damgaard, Erik (1990). Parlamentarismens danske tilstande I Damgaard (red), Parlamentarisk forandring i Norden, Oslo, Universitetsforlaget.
- Rasmussen, Erik (1969). Komparativ politik, bd. 1 og 2, 2. udgave, København: Gyldendal
Eksterne henvisninger
- Louise Andersen: "Dansk parlamentarisme: Politiske og retlige normer under opbrud?" (Politica, Bind 26; 1994)
- Hans Bagge Nielsen og Jan Henrik Nyheim: "Træk af dansk parlamentarisme 1901-1968" (Politica, Bind 1; 1968)
- Palle Svensson: "Brud eller kontinuitet i nyere dansk parlamentarisme" (Politica, Bind 26; 1994)