Frisland (Nederlandene)

Friesland (vestfrisisk: Fryslân) er en nederlandsk provins, beliggende i den nordlige del af Nederlandene.

Friesland
Fryslân
Frieslands flag Frieslands våbenskjold

Placering af Friesland
Overblik
LandNederlandene Nederlandene
Kongens KommissærArno Brok (VVD)
HovedstadenLeeuwarden
Demografi
Provins647.268 (2018)
 - Areal5.749 km²
 - Befolknings­tæthed193 pr. km²
Andet
TidszoneUTC +1
Højde m.o.h.0 m
Hjemmesidewww.fryslan.frl
For alternative betydninger, se Frisland (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Frisland)

Provinsen grænser op til Flevoland og Overijssel mod syd, IJsselmeer mod vest, Vadehavet mod nord, og Groningen og Drenthe mod øst. Friesland har et samlet areal på 5.749 km2, hvoraf 2.407 km2 udgøres af vand. Provinsen har godt 647.268 indbyggere (2018).[1][2]

Frieslands provinshovedstad og største by hedder Leeuwarden (vestfrisisk: Ljouwert), hvor den lokale provinsadministration holder til. Kongens kommissær (nederlandsk: Commisaris van de Koning; vestfrisisk: Kommissaris fan de Kening) i Friesland er Arno Brok.[3] Kristendemokratisk Appel (CDA) er med 9 sæder det største parti i provinsrådet. Arbejderpartiet (PvdA) er det næststørste parti, mens Folkepartiet for Frihed og Demokrati (VVD) og Socialistpartiet (SP) med 5 sæder hver konkurrerer om at være rådets tredje største parti.

Friesland er en del af den historiske region Frisland, der betegner det område i Nordvesteuropa, som bebos af folk, der taler frisisk. Frieslands to officielle sprog er nederlandsk og vestfrisisk. 467.000 har frisisk som modersmål (2001), og frisisk er det officielle forvaltningssprog i provinsen. Frisiske byer har to navne: Det oprindelige frisiske og en nederlandsk version.

Navn

I 1996 bekendtgjorde Frieslands' provinsråd, at provinsens officielle navn skulle være det vestfrisiske Fryslân, og ikke det nederlandske Friesland.[4] I 2004 stadfæstede den nederlandske regering den beslutning.[5] Regeringen iværksatte herefter et treårigt navneskifteprogram.

Ved siden af provinsen Friesland findes der to andre traditionelle frisiske områder, nemlig Nordfrisland syd for den dansk-tyske grænse og Østfrisland i Nedersaksen. Det nederlandske Friesland kaldes også Westerlauwers Friesland, da åen Lauwers er grænsen mellem Frisland og Groningen. Betegnelsen "Vestfrisland" bør undgås, idet West-Friesland er navnet på en egn i provinsen Noord-Holland, der var en del af Friesland indtil middelalderen.

Geografi

Satellitbillede af Friesland.
De Friese Meren.
Vadehavet.
Frieslands nordkyst.
Topografisk kort over Friesland, 2018.

Friesland ligger i den nordlige del af Nederlandene. Den grænser op til Vadehavet i nord, IJsselmeer i vest og provinsen Overijssel i syd. I øst grænser Friesland op til provinserne Groningen og Drenthe.

Friesland er Nederlandenes største provins. Den har et samlet areal på 5.749 km2, hvoraf 2.407 km2 udgøres af vand. Eksklusive vand er Friesland Nederlandenes tredje største provins.

Friesland udgøres primært af et fastland, men omfatter også øgruppen De Vestfrisiske Øer, der bl.a. består af Vlieland (vestfrisisk: Flylân), Terschelling (vestfrisisk: Skylge), Ameland (vestfrisisk: It Amelân) og Schiermonnikoog (vestfrisisk: Skiermûntseach). Der er adgang til alle øerne via færgeoverfart. Provinsens højeste punkt på 45 m.o.h. ligger på Vlieland.

Friesland er hjemsted for fire nationalparker: Schiermonnikoog, De Alde Feanen, Lauwersmeer (vestfrisisk: Lauwersmar) og Drents-Friese Wold (vestfrisisk: It Drintsk-Fryske Wâld).

Underinddelinger

Friesland er opdelt i tre COROP-områder: Nordfriesland, Sydøstfriesland og Sydvestfriesland. COROP-enhederne bruges af staten i forbindelse med statistik og analyse.[6]

Friesland består af 18 kommuner. Leeuwarden er provinsens folkerigeste kommune, mens Súdwest-Fryslân arealmæssigt er den største kommune i hele Nederlandene. Schiermonnikoog har det laveste indbyggertal, mens Harlingen har det mindste areal.[7]

KommuneIndbyggereArealCOROP-område
Achtkarspelen27.916102,40 km2Nordfriesland
Ameland/It Amelân3.63858,83 km2Nordfriesland
Dantumadeel/Dantumadiel18.89685,41 km2Nordfriesland
De Friese Meren/De Fryske Marren51.590361,83 km2Sydvestfriesland
Dongeradeel/Dongeradiel23.880167,21 km2Nordfriesland
Ferwerderadeel/Ferwerderadiel8.68197,71 km2Nordfriesland
Harlingen/Harns15.84825,03 km2Nordfriesland
Heerenveen/It Hearrenfean50.229180,86 km2Sydøstfriesland
Kollumerland en Nieuwkruisland/Kollumerlân en Nijkrúslân12.853109,75 km2Nordfriesland
Leeuwarden/Ljouwert108.768151,70 km2Nordfriesland
Ooststellingwerf/Eaststellingwerf25.473224,16 km2Sydøstfriesland
Opsterland/Opsterlân29.727224,63 km2Sydøstfriesland
Schiermonnikoog/Skiermûntseach94643,99 km2Nordfriesland
Smallingerland/Smellingerlân55.848118,24 km2Sydøstfriesland
Súdwest-Fryslân84.028459,64 km2Sydvestfriesland
Terschelling/Skylge4.83786,16 km2Nordfriesland
Tietjerksteradeel/Tytsjerksteradiel31.888149,44 km2Nordfriesland
Vlieland/Flylân1.11236,13 km2Nordfriesland
Waadhoeke46.137305 km2Nordfriesland
Weststellingwerf25.701221,19 km2Sydøstfriesland

Demografi

Friesland har et indbyggertal på 647.268 (2018) og en befolkningstæthed på 193 pr. km2.[1][2] Det er Nederlandenes femte mindste provins målt på antal indbyggere. Friesland har desuden Nederlandenes anden laveste befolkningstæthed. Kun Zeeland, Flevoland, Drenthe og Groningen har færre indbyggere. Leeuwarden er provinsens folkerigeste kommune.[7]

Befolkingsudviklingen i provinsen[8]
ÅrIndbyggere
1714129.243
1748135.195
1796161.513
1811175.366
1830204.909
1840227.859
1850243.191
1860269.701
1870300.863
1880329.877
1890335.558
1900340.263
ÅrIndbyggere
1910363.625
1920385.362
1930402.051
1940424.462
1950465.267
1960478.206
1970521.820
1982592.314
1990599.151
1999621.222
2010646.305

Årene 1880-1900 var præget af en aftagende befolkningstilvækst. En stor fødevarer- og landbrugskrise medførte således, at omkring 20.000 frisere emigrerede til USA.

Ifølge befolkningsprognoser vil Friesland i 2025 have omtrent 657.000 indbyggere. Derefter forventes en nedgang i befolkningstallet.

Politik

Provinsrådsbygningen i Leeuwarden.

Provinsrådet i Friesland (nederlandsk: Provinciale Staten; vestfrisisk: Provinsjale Steaten) består af 43 medlemmer med kongens kommissær i spidsen. Den nuværende kommissær er Arno Brok fra Folkepartiet for Frihed og Demokrati (VVD). Han afløste Joan Leemhuis-Stout (2016-2017) fra samme parti 1. marts 2017.[3] Frieslands provinsråd vælges af Frieslands indbyggere, mens kommissæren udpeges af kongen og den nederlandske regering. CDA er med 9 sæder det største parti i provinsrådet. Den daglige ledelse varetages af en lille styrelse (nederlandsk: Gedeputeerde Staten; vestfrisisk: Deputearre Steaten), hvis medlemmer (nederlandsk: gedeputeerden; vestfrisisk: deputearren) kan sammenlignes med ministrene i en regering. Styrelsen ledes af kommissæren.

Medier

De regionale dagblade Friesch Dagblad og Leeuwarder Courant bliver udgivet på nederlandsk. De holder begge til i Leeuwarden. Omrop Fryslân er en vestfrisisksproget radio- og tv-kanal, der ligeledes har hovedsæde i Leeuwarden.

Eksterne henvisninger

Referencer

5°40′10″Ø / 53.1667°N 5.6694°Ø / 53.1667; 5.6694