Brukar:Eirik/Den industrielle revolusjonen

Tekstilproduksjon

I starten af 1700-tallet var britisk tekstilfremstilling baseret på uld, som blev behandlet af selvstændige håndværkere, som spandt og vævede i deres hjem. Dette system kaldes hjemmefremstilling. Hør og bomuld blev også anvendt til fine stoffer, men forarbejdningen var vanskelig på grund af den forbehandling, som var nødvendig, og derfor udgjorde produkter i disse materialer kun en lille del af produktionen.

Brugen af rok og håndvæv begrænsede produktionskapaciteten i industrien, men gradvise forbedringer øgede produktiviteten i en grad, så bomuldsvarer blev den dominerende britiske eksportvare i begyndelsen af 1800-tallet. Indien blev overhalet som den primære leverandør af bomuldsvarer.

Lewis Paul tog patent på sin "Roller Spinning machine" og flyer-and-bobbin systemet, hvormed man kunne spinde uld i en mere ensartet tykkelse, som blev udviklet med bistand fra John Wyatt i Birmingham. Paul og Wyatt startede et spinderi i Birmingham, som anvendte deres nye rullemaskine, der blev trukket af et æsel. I 1743 blev der startet en fabrik i Northampton med 50 spindler på hver af fem af Paul og Wyatts maskiner. Den fungerede indtil omkring 1764. En lignende fabrik blev bygget af Daniel Bourn i Leominster, men den brændte ned. Både Lewis Paul og Daniel Bourn tog patent på kartemaskiner i 1748. Ved hjælp af to sæt ruller, som kørte med forskellige hastigheder, blev den senere brugt i det første bomuldsspinderi. Lewis' opfindelse blev senere videreudviklet og forbedret af Richard Arkwright i hans water frame og af Samuel Crompton i hans spinning mule.

Andre opfindere forbedrede effektiviteten i de enkelte trin af spindeprocessen, (kartning, snoring og sinding, opspoling) således at udbuddet af garn voksede voldsomt, hvilket stimulerede en væveindustri, som gjorde fremskridt med forbedringer af skytter og vævestol. Den enkelte arbejders produktivitet voksede dramatisk med den effekt, at de nye maskiner blev set som en trussel mod beskæftigelsen, og tidlige opfindere blev angrebet og deres opfindelser ødelagt.

Det krævede en klasse af innovatorer for at udnytte disse fremskridt, hvoraf den mest berømte er Richard Arkwright. Han får æren for en række opfindelser, men de blev faktisk udviklet af folk som Thomas Highs og John Kay. Arkwright støttede opfinderne, patenterede ideerne, finansierede udviklingen og beskyttede maskinerne. Han skabte bomuldsmøllen, som samlede produktionsprocessen i en fabrik, og han udviklede brugen af kraft - i starten hestekraft, så vandkraft, som gjorde fremstilling af bomuld til en mekaniseret industri. Inden længe blev der brugt dampkraft til at drive tekstilmaskinerne.

Dampkraft

Mal:Hovedartikel

Udviklingen af en stationær dampmaskine var et væsentligt element i begyndelsen af den industrielle revolution, men under det meste af den industrielle revolution baserede de fleste industrier sig stadig på kraft fra vind og vand samt heste og mennesker til at drive små maskiner.

Det første egentlige forsøg på industriel anvendelse af dampkraft blev gjort af Thomas Savery i 1698. Han fremstillede og patenterede i London en lavtryks- kombineret vakuuum- og trykvandpumpe, som frembragte omkring 1 hk og blev brugt i mange vandværker og afprøvet i nogle få miner (deraf produktbetegnelsen: The Miner's Friend), men den var ikke en succes, da det var begrænset, hvor højt den kunne pumpe vandet, og kedlen havde en tilbøjelighed til at eksplodere.

Den første sikre og vellykkede dampmaskine blev indtroduceret af Thomas Newcomen før 1712. Tilsyneladende havde Newcomen udtænkt sin dampmaskine uafhængigt af Savery, men denne havde sikret sig et meget bredt patent, så Newcomen og hans partnere var tvunget til at komme til en forståelse med ham, og indtil 1733 blev maskinen markedsført under et fælles patent.^[5][6] Newcomens maskine lader til at være baseret på Denis Papins eksperimenter, som var blevet udført 30 år tidligere og anvendte et stempel og en cylinder, som i den ene ende var åben ud mod luften over stemplet. Damp med lige over atmosfærisk tryk (alt hvad kedlen kunne holde til) blev sendt ind i den nedre halvdel af cylinderen under stemplet under det af tyngdekraften forårsagede opstød. Dampen blev derefter kondenseret med en kold vandstråle, som blev sprøjtet ind i dampen for at skabe et delvist vakuum. Trykforskellen mellem atmosfæren og vakuumet på den anden side af stemplet trak dette ned i cylinderen og løftede den modsatte ende af en vippestang, hvortil der var hæftet en flok tyngdedrevne, modvirkende pumper i mineskakten. Maskinens nedadgående bevægelse løftede pumpen, startede den og forberedte pumpeslaget. I starten blev faserne styret i hånden, men i løbet af 10 år var der blevet udtænkt en ventilmekanisme, som gjorde maskinen selvkørende.

En række af Newcomens maskiner blev med held sat i arbejde i Storbritannien til at dræne hidtil ubrugelige, dybe miner, med maskinen på overfladen. Det var store maskiner, som det krævede megen kapital at bygge, og de ydede omkring 5 hk. Efter nutidig målestok var de ekstremt ineffektive, men når de var placeret dér, hvor kullene var billige, åbnede de op for en stor ekspansion af kulminedriften ved at gøre det muligt at lave dybere miner. Trods deres ulemper var Newcomen maskiner pålidelige og lette at vedligeholde og forblev i drift i kulfelterne, indtil de første årtier af 1800-tallet. Da Newcomen døde i 1729, var hans maskiner blevet spredt til først Ungarn i 1722 og siden til Tyskland, Østrig og Sverige. I alt 110 vides at være blevet bygget indtil 1733, hvor det fælles patent udløb, heraf 14 i udlandet. I 1770'erne byggede ingeniøren John Smeaton nogle meget store eksemplarer og indførte en række forbedringer. I alt 1.454 maskiner var blevet bygget i år 1800.^[7]

James Watt indførte en grundlæggende ændring af princippet for, hvordan en dampmaskine fungere. I nært samarbejde med Matthew Boulton lykkedes det ham i 1778 at færdiggøre sin dampmaskine, som indholdt en række radikale forbedringer, først og fremmest lukningen af den øverste del af cylinderen, og derved lade lavtryksdampen drive toppen af stemplet i stedet for atmosfæren, brugen af en dampkappe og den berømte separate kondensator. Alt dette betød, at der kunne holdes en mere konstant temperatur i cylinderen, og at maskinens præstationer ikke længere varierede med vejrbetingelserne. Disse forbedringer øgede maskineffektiviteten med omkring en faktor fire, så man sparede 75 % af omkostningerne til kul.

Den atmosfæriske maskine kunne ikke let tilpasses til at drive et roterende hjul, selv om det lykkedes for Wasborough og Pickard henimod 1780. I 1783 var den mere økonomiske Watt-dampmaskine blev fuldt udviklet til en dobbeltvirkende, roterende type, hvilket betød, at den kunne anvendes til direkte at drive det roterende maskineri i en mølle eller fabrik. Begge Watts grundlæggende maskintyper var store kommercielle succeser, og frem til 1800 havde virksomheden Boulton & Watt bygget 496 maskiner, hvoraf 164 drev dobbeltvirkende pumper, 24 understøttede smelteovne, og 308 drev fabriksmaskiner. Hovedparten af maskinerne ydede mellem 5 og 10 hk.

Udviklingen af værktøjsmaskiner som drejebænke, høvle, slibe og formemaskiner drevet af disse maskiner muliggjorde, at alle metaldelene i maskinerne let og præcist kunne formes, og til gengæld gjorde det muligt at bygge større og stærkere maskiner.

Indtil omkring 1800 var den mest almindelige form for dampmaskine løftestangsmotoren, som var bygget som en integreret del af et maskinhus af sten eller tegl, men snart dukkede der forskellige former for flytbare maskiner op (lette at flytte, men ikke på hjul), såsom bordmaskinen. Ved 1800-tallets begyndelse begyndte ingeniøren Richard Trevithick fra Cornwall og amerikaneren Oliver Evans at bygge ikke-kondenserende maskiner med højere tryk og udstødning til atmosfæren. Det gjorde det muligt at sammenbygge motor og kedel til en kompakt enhed, som kunne anvendes på mobile vej- og jernbanelokomotiver og dampskibe. I begyndelsen af 1800-tallet, efter udløbet at Watts patent, undergik dampmaskinen mange forbedringer udført en mængde opfindere og ingeniører.

Gruvedrift

Kulminedriften startede tidligt i Storbritannien, især i det sydlige Wales. Før dampmaskinen var minerne ofte åbne og fulgte et kullag langs overfladen, og minerne blev opgivet, når kullene var fjernet. I andre tilfælde, hvis geologien var gunstig, blev der ført en mineskakt ind i siden på en bakke. I nogle tilfælde blev der lavet mineskakter, men den begrænsende faktor var problemet med at fjerne vand fra minerne. Det kunne gøres ved at løfte spande med vand op af skakten eller ved, at der blev boret en tunnel ind i siden af minen, så vandet kunne løbe ud i et vandløb eller en grøft ved hjælp af tyngdekraften. Fremkomsten af dampmaskiner gjorde det meget lettere at fjerne vand, og gjorde det muligt at bygge dybere mineskakter, så mere kul kunne udvindes. Dette var ting, som var begyndt inden den industrielle revolution, men brugen af James Watts mere effektive dampmaskine fra 1770'erne reducerede brændselsforbruget og gjorde minerne mere profitable. Kulminer var meget farlige på grund af, at de indeholdt grubegas i mange af kullagene. En vis grad af sikkerhed kom der med sikkerhedslampen, som blev opfundet i 1816 af sir Humphry Davy og George Stephenson uafhængigt af hinanden. Lamperne gav imidlertid en falsk tryghed, fordi de hurtigt blev usikre og gav et svagt lys. Grubegaseksplosionerne fortsatte og udløste ofte kulstøvseksplosioner, så tabene af menneskelig voksede i hele 1800-tallet. Arbejdsbetingelserne var meget dårlige, og mange blev ofre for nedfaldende klippestykker.

Metallurgi

Den største forandring i metalindustrierne under den industrielle revolution var udskiftningen af økologisk brændsel baseret på træ med fossilt brændsel baseret på kul. En stor del af denne udvikling kom før den industrielle revolution som følge af sir Clement Clerke og andre opfindelser efter 1678 med at bruge kul i flammeovne kendt som kupler. De blev drevet af flammer, som indeholdt kulilte, der reagerede med malmen og reducerede oxiderne til metal. Det havde den fordel, at urenheder i kullene såsom svovl ikke blev overført til metallet. Denne teknologi blev anvendt på bly efter 1678 og kobber efter 1687. Den blev også anvendt til udsmeltning af jern i 1690'erne, men i dette tilfælde blev den vekselvirkende ovn kendt som en luftsmelteovn. Smeltekuplen er en anden og senere udvikling.

Dette blev efterfulgt af Abraham Darby, som gjorde store fremskridt ved at bruge koks som brændsel i sine højovne ved Coalbrookdale i 1709. Det råjern, som han fremstillede, blev fortrinsvis anvendt til støbejernsprodukter som potter og kedler. Han havde den fordel i forhold til sine konkurrenter, at hans potter, som blev støbt ved hjælp af hans patenterede proces, var tungere og billige end deres. Råjern fremstillet med koks blev sjældent anvendt til fremstilling af jernbarrer i støberier indtil midten af 1750-erne, hvor hans søn Abraham Darby II byggede støberierne Horsehay og Ketley (ikke langt fra Coalbrookdale). På dette tidspunkt var koksbaseret råjern billigere end trækulbaseret råjern.

Jernbarrer, som smede kunne anvende til fremstilling af forbrugsgoder, blev stadig fremstillet ved friskning af råjern. Nye metoder blev indført i de følgende år. Den første kaldes for lancashiresmedning, som blev efterfulgt af Henry Corts pudling-metode. Fra 1785, måske fordi patentet på den forbedrede version af lancashiresmedning var ved at løbe ud, startede der en voldsom ekspansion af produktionen i den engelske jernindustri. De nye processer krævede ikke trækul, og produktion var derfor ikke begrænset af trækulforsyningerne.

Indtil da havde britiske jernproducenter brugt betydelige mængder importeret jern som supplement til den lokale produktion. Fra midten af 1600-tallet kom det hovedsagelig fra Sverige og fra 1720'erne også fra Rusland. Men fra 1785 faldt importen på grund af den nye jernfremstillingsteknologi, og Storbritannien blev eksportør af jern og jernvarer.

Eftersom jern blev billigere og mere rigeligt, blev det også i stigende grad anvendt ved byggerier efter den nyskabende Ironbridge i 1778 af Abraham Darby III.

En forbedring blev gjort i fremstillingen af stål, som var en kostbar vare, der kun blev brugt, hvor jern ikke duede, såsom i skærende værktøjer og fjedre. Benjamin Huntsman udviklede sin digelstålteknik i 1740'erne. Råmaterialet til denne proces var cementstål.

Udbuddet af billigt jern og stål fremmede udviklingen af kedler og dampmaskiner og senere jernbaner. Forbedringer af maskinværktøjet tillod en bedre forarbejdning af jern og stål og satte yderligere skub i den industrielle vækst i Storbritannien.

Transport

Mal:Hovedartikel

Ved starten på den industrielle revolution foregik den indenlandske transport ad sejlbare floder og veje. Kystfartøjer blev anvendt ved transport af tunge varer til søs. Jernbaner eller veje blev anvendt til at bringe kul til floder, hvor det kunne videretransporteres, men kanalerne var endnu ikke bygget i starten. Trækdyr stod for al trækkraft på land, mens sejl blev brugt på vandet.

Den industrielle revolution forbedrede Storbritanniens infrastruktur med et omfattende netværk af landeveje, kanaler og jernbaner. Råmaterialer og færdigvare kunne dermed flyttes hurtigere og billigere end tidligere. Forbedret transport betød også, at nye ideer kunne spredes hurtigere.

Jernbaner

Mal:Hovedartikel

Man begyndte at anlægge vognveje til transport af kul i mineområderne i 1600-tallet, og de var ofte knyttet til kanaler eller floder, hvorfra kullet kunne videretransporteres. De var alle enten hestetrukne eller baseret på tyngdekraften, hvor de tomme vogne blev trukket tilbage op på troppen af stigningerne ved hjælp af en stationær dampmaskine. Den første anvendelse af damplokomotiver foregik på vognveje eller pladeveje (som de ofte blev kaldt på grund af de støbejernsplader, der blev anvendt). Man begyndte først at bruge hestetrukne, offentlige jernbaner i starten af 1800-tallet. Dampdrevne offentlige jernbaner så man først med Stockton and Darlington-jernbanen i 1825 og Liverpool and Manchester Railway i 1830. Bygningen af større jernbaner, som forbandt de større byer, begyndte i 1830'erne, men tog først fart i slutningen af den første industrielle revolution.

Da arbejdet med at bygge jernbanerne var afsluttet, vendte mange af arbejderne ikke tilbage til deres liv på landet, men valgte i stedet at blive i byerne og skaffede dermed ekstra arbejdskraft til fabrikkerne.

Jernbanerne var en enorm hjælp til Storbritanniens handel og udgjorde en hurtig og nem transportform og en let måde at transportere post og nyheder.

Kanalar

Mal:Hovedartikel

Man begyndte at bygge kanaler i slutningen af 1700-tallet for at sammenkæde de store fremstillingscentre i Midlands med de store havne og med London, som på daværende tidspunkt var landets største center for fremstillingsvirksomhed. Kanaler var den første metode, hvormed man let kunne fragte store mængder varer gennem landet. En enkelt kanalhest kunne trække et læs, som var flere dusin gange tungere end en vogn, og med en højere hastighed. I 1820'erne var der opstået et nationalt netværk af kanaler. Kanalbygningen dannede skole for organisering og metoder, som senere blev anvendt ved bygningen af jernbanerne. Fra 1840'erne blev kanalerne overhalet af jernbanerne som den mest profitable transportform.

Netværket af kanaler i Storbritannien er sammen med de overlevende fabriksbygninger et af de mest varige kendetegn ved den tidlige, industrielle revolution, som man kan se i landet i dag.

Landbruk

Opfindelsen af maskineri spillede en stor rolle i at drive den britiske landbrugsrevolution frem. Forbedringer af landbruget begyndte i århundrederne inden den industrielle revolution kom i gang og kan have spillet en rolle ved at frigøre arbejdskraft på landet til at arbejde i de 1700-tallets nye industrier. Da revolutionen indenfor industrien skred frem, blev en række maskiner gradvis til rådighed, som forøgede fødevareproduktionen med stadig mindre arbejdsindsats.

Jethro Tulls såmaskine, som blev opfundet i 1731, var en mekanisk såmaskine, som fordelte sæd effektivt over en mark. Joseph Foljambes Rotherham plov fra 1730 var den første kommercielt vellykkede jernplov. Andrew Meikles tærskemaskine fra 1784 var det sidste strå, der knækkede kamelens ryg for mange landbrugsarbejdere og førte til landbrugsoprøret i 1830.

I 1850'erne og 1860'erne begyndte John Fowler, en ingeniør og opfinder at se på mulighederne for at bruge dampmaskiner ved pløjning og gravning af dræningskanaler. Systemet, som han opfandt, bestod enten af en enkelt, stationær maskine i enden af en mark, som trak en plov ved hjælp af spil og taljer eller to maskiner placeret i hver ende af en mark, som trak ploven frem og tilbage imellem sig ved hjælp af et kabel, som var knyttet til et spil. Fowlers pløjesystem reducerede kraftigt prisen for pløjning af en mark sammenlignet med hestetrukne plove. Samtidig indebar hans pløjesystem, når det blev anvendt til gravning af afvandingskanaler, at det blev muligt at dyrke jord, som hidtil havde været for sumpet. Traktormaskinen blev senere et almindeligt syn som drivkraft for tærskeværker under høsten og ved pløjning af marker.

Årsagerne til den industrielle revolution var komplicerede og er stadig et emne, der debatteres. Nogle historikere mener, at revolutionen var en konsekvens af sociale og institutionelle ændringer som følge af feudalismens afskaffelse i Storbritannien efter den engelske borgerkrig i det 17. århundrede. I takt med at den nationale grænsekontrol blev mere effektiv, faldt spredningen af sygdomme, og man undgik dermed de epidemier, som tidligere havde været almindelige.^[8] Andelen af børn, som overlevede barndommen voksede betydeligt, hvilket førte til en større arbejdsstyrke. Indhegningsbevægelsen og revolutionen inden for det britiske landbrug førte til en mere effektiv og mindre arbejdsintensiv produktion, hvilket tvang den del af befolkningen, som ikke længere kunne finde beskæftigelse ved landbruget, til finde arbejde inden for bomuldsindustrien, f.eks. indenfor vævning og tvang dem på længere sigt til at flytte til byerne og søge arbejde i de nye fabrikker. ^[9] Væksten i de britiske kolonibesiddelser i det 17. århundrede og den heraf følgende vækst i den internationale handel, etablering af finansmarkeder og akkumulering af kapital nævnes også som faktorer, og det samme gør den videnskabelige revolution i det 17. århundrede.

Indtil 1980'erne antog akademiske historikere i almindelighed, at det var de teknologiske fremskridt, som var kernen i den industrielle revolution, og at udviklingen og forbedringen af dampmaskinen var den nøgleteknologi, som gjorde den mulig.^[10] Nyere forskning inden for markedsføring har udfordret den traditionelle udbudsorienterede fortolkning af den industrielle revolution.^[11]

Lewis Mumford har peget på, at den industrielle revolution havde sine rødder i den tidlige middelalder, langt tidligere end de fleste vurderinger.^[12] Han forklarer, at modellen for standardiseret masseproduktion kom med bogtrykningen, og at "den arketypiske model for den industrielle tidsalder var uret". Han peger også på klostrenes optagethed af at holde orden og holde styr på tiden, såvel som det faktum at middelalderlige byer i centrum havde en kirke med klokker, som ringede med faste intervaller, og at dette var en nødvendig forløber for en større synkronisering, som var nødvendig for senere mere fysiske udtryk, såsom en dampmaskine.

Tilstedeværelsen af et stort indenlandsk marked må også ses som en vigtig forudsætning for den industrielle revolution, især som forklaring på hvorfor den skete i Storbritannien. I andre lande som Frankrig var markedet delt i lokale regioner, som ofte lagde told og afgifter på den interregionale varehandel.^[13]

Tildeling af begrænsede monopoler til opfindere inden for rammerne af et patentsystem, som fortsat var under udvikling (Statute of Monopolies 1623) anses for en betydningsfuld faktor. Effekterne af patenter, både gode og dårlige, på industrialiseringen er klart illustreret af dampmaskinens historie. I stedet for offentligt at afsløre, hvorledes en opfindelse fungererede, gav patentsystemet opfindere som fx James Watt den fordel, at de kunne tage monopol på fremstillingen af de første dampmaskiner og derigennem opnå en gevinst, da ens opfindelse var beskyttet mod kopiering. Dette forøgede hastigheden i den teknologiske udvikling, da det kunne belønne sig at forske i nye teknologier og produktionsmetoder. Imidlertid fører monopoler også ineffektivitetet med sig, hvilket kan modvirke eller endda bremse de fordele, som afstedkommes ved at offentliggøre opfindelser og belønne opfindere.^[14] Watts monopol på dampmaskinen kan have forhindret andre opfindere, såsom Richard Trevithick, William Murdoch og Jonathan Hornblower i at indføre forbedrede dampmaskiner og dermed forsinke den industrielle revolution i op til 20 år.^[15]

Årsager for opståen i Europa

Et spørgsmål, som optager historikerne er, hvorfor den industrielle revolution opstod i Europa og ikke i andre dele af verden i det 18. århundrede, især Kina, Indien eller Mellemøsten, eller på et andet tidspunkt som fx i antikken^[16] eller Middelalderen.^[17] Der peges på adskillige faktorer, heriblandt økologi, styreform og kultur.^[18] De fleste historikere er enige om, at Europa og Kina ikke var økonomisk ligestillede, da moderne vurderinger af gennemsnitsindkomsten i Vesteuropa i slutningen af det 18. århundrede viser omkring 1.500 dollars i købekraftsparitet (og Storbritannien havde en gennemsnitsindkomst på næsten 2.000 dollars)^[19]) mens Kina til sammenligning kun havde 450 dollars. Det gennemsnitlige renteniveau var omkring 5 % i Storbritannien, mens det var over 30 % i Kina, hvilket viser, at kapital var nemmere tilgængelig i Storbritannien.

Nogle historikere såsom David Landes^[20] og Max Weber mener at de forskellige trossystemer i Kina og Europa var afgørende for, hvor revolutionen opstod. Religion og tro i Europa var stort set et produkt af jødisk-kristen og græsk tankegang. I modsætning hertil var det kinesiske samfund baseret på Konfutse, Mencius, Han Feizi (legalisme), Lao Tzu (taoisme) og Buddha (Buddhisme). Mens europæerne mente, at universet var styret af rationelle og evige love, mente man i Østen, at universet var i stadig forandring, og for buddhister og taoister var det noget, som ikke kunne forstås rationelt.

Om Indien sagde den marxistiske historiker Rajani Palme Dutt: "Kapitalen til at finansiere den industrielle revolution i Indien gik i stedet til at finansiere den industrielle revolution i England."^[21] I modsætning til Kina var Indien delt op i mange konkurrerende kongedømmer, hvoraf de vigtigste var marather, sikher og stormoguler. Hertil kom, at økonomien i høj grad var afhængig af to landbrugssektorer - fødevarer og bomuld samtidig med, at den teknologiske innovation var meget lille. De store værdier blev gemt væk i paladsernes skatkamre af totalitære monarker indtil den britiske magtovertagelse.

Årsager til opståen i Storbritannien

Debatten om starten på den industrielle revolution handler også om det massive forspring, som Storbritannien havde i forhold til andre lande. Nogle har understreget betydningen af de naturlige eller finansielle ressourcer, som Storbritannien fik fra sine mange oversøiske kolonier, eller at overskuddet fra den britiske slavehandel mellem Afrika og Caribien bidrog til forøge investeringerne i industrien. Det er imidlertid blev pointeret, at slavehandelen og plantagerne i Vestindien kun bidrog med 5% af den britiske nationalindkomst i årene under den industrielle revolution.^[22] Selv om slaveriet kun gav et beskedent overskud for Storbritannien under den industrielle revolution, aftog Caribien 12 % af Storbritanniens industriproduktion.^[23]

På den anden side kan den større liberalisering af handel i en stor økonomi have tilladt Storbritannien at frembringe og bruge nye videnskabelige og teknologiske fremskridt mere effektivt end lande med stærkere monarkier, især Kina og Rusland. Storbritannien kom ud af Napoleonskrigene som den eneste europæiske nation, som ikke var blevet ødelagt af finansiel plyndring og økonomisk sammenbrud, og var i besiddelse af den eneste handelsflåde af betydelig størrelse (efter at de europæiske handelsflåder var blevet ødelagt under krigen af Royal Navy^[24]). Storbritanniens omfattende eksport fra hjemmeindustrier betød også, at der var markeder klar til at modtage mange slags tidlige industriprodukter. Napoleonskrigene foregik uden for Storbritannien, og førte således ikke til, at landet blev lagt øde af erobrere, som det skete mange steder i Europa. Dette skyldtes bl.a., at Storbritannien geografisk var en ø, som var adskilt fra det europæiske fastland.

En anden teori er, at Storbritannien kunne gennemføre den industrielle revolution på grund af tilstedeværelsen af en række afgørende ressourcer. Det havde en stor befolkning i forhold til landets areal. Indhegning af fælleder og den tilhørende revolution af landbrugsproduktionen betød, at arbejdskraft blev frigivet og stod til rådighed. Der var også naturlige ressourcer til rådighed lokalt i Nordengland, Midlands, det sydlige Wales og det skotske lavland. Lokale forekomster af kul, jern, bly, kobber, tin, kalksten og vandkraft gav fremragende muligheder for udvikling og vækst af industri. Ligeledes gav det fugtige, milde vejr i det nordvestlige England ideelle betingelser for bomuldsspinderier og dannede et naturligt udgangspunkt for starten på tekstilindustrien.

Den stabile politiske situation i Storbritannien fra omkring 1688 og det britiske samfunds større modtagelighed over for ændringer (sammenlignet med andre europæiske lande), kan også ses som faktorer, der bidrog til den industrielle revolution. Gennem indhegningen af fællederne var bondestanden ødelagt som kilde til modstand mod industrialisering. Samtidig udviklede overklassen på landet en kommerciel interesse, som gjorde dem til pionerer i at fjerne forhindringer, der måtte stå i vejen for den gryende kapitalisme.^[25] (Denne pointe fremgår også af Hilaire Belloc's The Servile State.)

Protestantisk arbejdsmoral

Mal:HovedartikelEn anden teori går ud på, at de britiske fremskridt skyldtes, at der her var mange iværksættere, som troede på fremskridt, teknologi og hårdt arbejde.^[26]Tilstedeværelsen af denne klasse af iværksættere knyttes ofte sammen med den protestantiske arbejdsmoral (se Max Weber) og den særlige status, som baptister og afvigende protestantiske sekter indtog, såsom kvækerne og presbyterianerne, som havde fået en opblomstring under den engelske borgerkrig.

En række faktorer bidrog til, at kapaciteten til og interessen i private financielle investeringer i industriforetagender var stigende. Her kan nævnes den styrkede tro på retssamfundet, som fulgte etableringen af et konstitutionelt monarki i Storbritannien under den glorværdige revolution i 1688 samt fremkomsten af et stabilt finansmarked baseret på Bank of Englands styring af nationens gæld.

Engelske, religiøse afvigere var afskåret fra stort set alle officielle embeder og fra uddannelse på Englands to universiteter i Oxford og Cambridge, (mens de fortsat kunne studere på de fire gamle universiteter i Skotland). Da monarkiet blev genoprettet og medlemskabet af den officielle anglikanske kirke blev obligatorisk, blev de i stedet aktive inden for bankvirksomhed, fremstilling og undervisning. Især unitarerne var meget involveret i uddannelse ved at drive egne akademier, hvor der i modsætning til universiteterne i Oxford og Cambridge og skoler som Eton og Harrow blev lagt stor vægt på matematik og naturvidenskab, som var af stor betydning for udvikling af teknologier inden for fremstillingsvirksomhed.

Historikere anser til tider denne sociale faktor for at være ekstremt vigtig sammen med de involverede nationale økonomier. Mens medlemmer af disse sekter blev udelukket fra visse regeringskredse, blev de af mange i middelklassen såsom traditionelle finansfolk og andre forretningsfolk anset for at være ligesindede protestanter i et vist omfang. På grund af denne tolerance og tilgangen af kapital var det naturligt for de mere iværksætterorienterede inden for disse sektorer at søge nye muligheder inden for de teknologier, som blev skabt i kølvandet på den videnskabelige revolution i det 17. århundrede.

Den industrielle revolution var i social forstand en gevinst for middelklassen af forretningsfolk og fabrikanter i forhold til adelen og og godsejerne, som ikke oplevede den samme store stigning i velstand.

Almindelige arbejdere fik nemmere ved at finde job i de nye fabrikker, men disse foregik ofte under faste arbejdsbetingelser med lange arbejdsdage og et tempo, som blev bestemt af maskinerne. Barske arbejdsbetingelser havde imidlertid været almindelige længe før den industrielle revolution. Samfundet før den industrielle revolution var kendetegnet ved få forandringer. Der var ofte meget grusomme arbejdsbetingelser for børn, uhumske levevilkår og lange arbejdsdage også før den industrielle revolution.^[27]

Fabrikkar og urbanisering

Industrialisering førte til etablering af fabrikken. Den første var formentlig John Lombes vanddrevne silkefabrik ved Derby, som startede i 1721; men fabrikkernes opblomstring kom noget senere, da bomuldsspindingen blev mekaniseret.

Fabrikssystemet var i vidt omfang årsag til den stigende urbanisering og til den moderne bys opståen i takt med, at arbejdere i stort tal flyttede ind til byerne på jagt efter beskæftigelse i fabrikkerne. Dette sås ikke bedre illustreret end ved bomuldsspinderierne og de tilknyttede industrier i Manchester, som fik øgenavnet "Cottonopolis", og formentlig var verdens første industriby. I en stor del af 1800-tallet foregik produktionen i små virksomheder, som typisk var baseret på vandkraft og bygget til at opfylde lokale behov. Senere fik hver fabrik sin egen dampmaskine og skorsten, så der kunne sikres effektiv træk til kedlen.

Overgangen til industrialisering foregik ikke uden vanskeligheder. I England blev der f.eks. protesteret mod industrialiseringen af de såkaldte Ludditer, som var utilfredse arbejdere, der til tider udøvede sabotage mod fabrikkerne.

I andre industrier afstedkom omstillingen til fabriksproduktion knap så store konflikter. Nogle fabrikanter forsøgte at forbedre arbejds- og leveforholdene for deres arbejdere. En af de første af disse reformatorer var Robert Owen, som blev kendt for sit pionerarbejde med henblik på at forbedre arbejdernes forhold på virksomhederne i New Lanark, og han omtales ofte som en af de centrale tænkere bag den tidlige, socialistiske bevægelse.

I 1746 etableredes et integreret messingværk ved Warmley nær Bristol. Råvarer kom ind, blev omdannet til messing og blev forarbejdet til pander, nåle, tråd og andre varer. Der blev bygget boliger til arbejderne på stedet. Josiah Wedgwood og Matthew Boulton var andre fremtrædende tidlige industrifolk, som anvendte fabrikssystemet.

Barnearbeid

Den industrielle revolution førte til en vækst i befolkningen, men chancen for at overleve barndomsårene blev ikke forbedret under den industrielle revolution (på trods af at spædbørnsdødeligheden faldt markant).^[28][29] Der var fortsat begrænsede muligheder for uddannelse, samtidig med at man hos mange familier forventede, at børnene arbejdede. Arbejdsgivere kunne betale børn en lavere løn, selv om deres produktivitet var af samme omfang som de voksnes. Der krævedes ikke kræfter for at betjene en industrimaskine, og da det industrielle system var helt nyt, var der ingen voksne arbejdere med erfaring. Dette gjorde børnearbejde populært inden for industrien i begyndelsen af den industrielle revolution i overgangen mellem 1700 og 1800-tallet.

Børnearbejde havde eksisteret inden den industrielle revolution, men med stigningen i befolkningstallet og stigende uddannelse blev det mere synligt. Indtil der blev vedtaget love, som beskyttede børn, var mange tvunget til at arbejde under forfærdelige forhold for en meget lavere løn, end de som var ældre.^[30]

Der blev skrevet rapporter, som i detaljer beskrev noget af misbruget, især i kulminerne^[31] og tekstilfabrikkerne^[32] og disse medvirkede til at gøre børnenes situation kendt. Den offentlige protest, især fra over- og middelklassen, medvirkede til at udløse forbedringer for de unge arbejdere.

Politikere og embedsmænd forsøgte at begrænse anvendelsen af børnearbejde gennem lovgivningen, men fabriksejerne strittede imod. Nogle mente, at de hjalp de fattige ved at give deres børn penge til at købe mad for, så de undgik at sulte, og andre var blot glade for den billige arbejdskraft. I 1833 og 1844 blev de første generelle love mod børnearbejde vedtaget i England, de såkaldte Factory Acts: Børn under 9 år måtte ikke arbejde, børn måtte ikke arbejde om natten, og børn under 18 måtte ikke arbejde længere end 12 timer om dagen. Fabriksinspektører overvågede, at loven blev fulgt. Omkring 10 år senere blev beskæftigelse af børn og kvinder i miner forbudt. Disse love reducerede antallet af børnearbejdere, men børnearbejdet fortsatte i andre lande i Europa til op i 1900-tallet.

Bustadforhold

Leveforholdene under den industrielle revolution varierede fra pragten i ejernes og overklassens hjem til elendigheden i arbejdernes liv. Cliffe Castle i Keighley er et godt eksempel på, hvordan de nyrige valgte at indrette sig. Dette er et stort hjem, som er udformet som en borg med tårne og mure. Hjemmet er meget stort og var omgivet af en omfattende have. Cliffe Castle er i dag åbent for offentligheden som museum.

Fattigfolk boede i meget små huse i smalle gader. Disse hjem delte toiletfaciliteter, havde åbne kloaker og var ofte fugtige. Sygdomme kunne hurtigt spredes gennem en forurenet vandforsyning. Forholdene blev bedre i løbet af 1800-tallet i takt med, at der blev lavet lovgivning om kloakering, hygiejne og regulativer for boligbyggeri. Ikke alle boede under disse forhold. Den industrielle revolution skabte en større middelklasse af fagfolk såsom advokater og læger. Livet før industrialiseringen havde ikke været let, så det var positivt, at de fattiges betingelser forbedredes i løbet af 1800-tallet på grund af lokalplaner og regeringstiltag, som førte til, at byerne blev renere. På trods af dette døde mange fra arbejderklassen som følge af industrirevolutionen på grund af sygdomme, som spredtes i de overfyldte boliger med snævre leveforhold. Brystsygdomme fra minerne, kolera fra forurenet vand og tyfus var særdeles almindelige lidelser, og det samme var kopper. Arbejdsulykker på fabrikkerne med børn og kvinder involveret var almindelige. Charles Dickens romaner beskriver dette, og her er især bogen Oliver Twist kendt, hvor de kummerlige leveforhold for en lille dreng i London beskrives i detaljer. Strejker og optøjer blandt arbejdere var også forholdsvis hyppige.

Luddittane

Den hastige industrialisering i den engelske økonomi kostede mange faglærte arbejdere deres arbejde. Bevægelsen af Luditter startede først blandt blonde- og trikotagearbejdere ved Nottingham og spredte sig til andre dele af tekstilindustrien på grund af den tidlige industrialisering. Mange vævere blev også pludselig arbejdsløse, da de ikke længere kunne klare sig i konkurrencen med maskiner, som kun krævede forholdsvis lidt og ufaglært arbejdskraft til at producere mere klæde end en væver. Mange sådanne arbejdsløse arbejdere, vævere og andre, vendte deres vrede mod maskinerne, som havde taget deres job og begyndte at ødelægge fabrikker og maskiner. De blev kendt som ludditter, som skulle være tilhængere af Ned Ludd, en person i folkelige fortællinger. De første angreb fra ludditter begyndte i 1811. Ludditterne blev snart populære, og den britiske regering tog drastiske skridt med indsættelse af milits og hær for at beskytte industrien. De ballademagere, som blev fanget, blev stillet for retten, dømt og hængt eller landsforvist.

Uroen fortsatte i andre sektorer i takt med, at de blev industrialiseret, såsom landbrugsarbejdere i 1830'erne, da store dele af det sydlige Storbritannien blev ramt af Captain Swing-uroen. Tærskeværker var et særligt mål, og afbrænding af høstakke var en populær aktivitet. Optøjerne førte til etablering af fagforeninger og yderligere pres for reformer.

Organisering av arbeidarane

Den industrielle revolution samlede arbejdskraften på fabrikker og i miner og lettede således organiseringen af fagforeninger, der skulle fremme arbejdernes interesser. Styrken i en fagforening kunne sikre bedre forhold ved at stoppe alt arbejde og forårsage, at produktionen gik i stå. Arbejdsgiverne måtte vælge mellem at give efter for fagforeningernes krav eller at lide tab som følge af mistet produktion. Faglærte arbejdere var vanskelige at erstatte, og disse var de første grupper, som med held forbedrede deres betingelser gennem denne form for forhandling (afpresning).

Fagforeningernes vigtigste redskab til at gennemføre ændringer var strejker. Mange strejker var smertelige for begge sider, arbejderne og ejerne. I England var der forbud mod etablering af fagforeninger fra 1799 til 1824, og selv herefter var der betydelige restriktioner på dem.

I 1832, samme år som valgretten blev udvidet, grundlagde seks mænd i Tolpuddle i Dorset Friendly Society of Agricultural Labourers for at protestere mod den gradvise lønnedgang i 1830'erne. De nægtede at arbejde for under 10 shillings om ugen, selv om lønningerne på daværende tidspunkt var faldet til 7 shillings om ugen og var på vej til at falde til 6. I 1834 skrev James Frampton, en lokal jordejer, til premierministeren Lord Melbourne, for at klage over fagforeningen og henviste til en obskur lov fra 1797, som forbød folk at sværge eder til hinanden, hvilket medlemmerne af Friendly Society havde gjort. James Brine, James Hammett, George Loveless, Georges bror James Loveless, Georges svoger Thomas Standfield og Thomas' søn John Standfield blev arresteret, fundet skyldige og deporteret til Australien. De blev kendt som Tolpuddle-martyrerne.I 1830'erne og 1840'erne var Chartistbevægelsen den første storstilede politiske arbejderbevægelse, som kæmpede for politisk ligestilling og social retfærdighed. Dets Charter om reformer fik over tre millioner underskrifter, men blev afvist af parlamentet uden forhandling.

Arbejdere dannede også venskabelige foreninger og kooperativer som gensidige støttegrupper i dårlige tider. Oplyste industrifolk som Robert Owen støttede også disse organisationer for at forbedre arbejderklassens forhold.

Fagforeningerne overvandt langsomt de juridiske hindringer for retten til at strejke. I 1842 organiserede chartisterne en generalstrejke blandt bomulds- og minearbejdere, som lammede produktionen i Storbritannien.^[33]

Efterhånden blev der etableret en effektiv, politisk organisering af arbejderne gennem fagforeningerne, som efter udvidelsen af vælgerkorpset i 1867 og 1885 begyndte at støtte socialistiske partier, som senere blev sammensluttet til det britiske Labour Party.

Andre konsekvensar

Anvendelsen af dampkraft i trykkerierne førte til, at der blev udgivet flere aviser og bøger, hvilket fremmede væksten i læsefærdighederne og kravene om politisk involvering af de brede lag.

Under den industrielle revolution forøgedes børns forventede levetid dramatisk. Andelen af børn i London, som døde inden de fyldte 5 år, faldt fra 74,5 % i 1730–1749 til 31,8 % i 1810–1829.^[28] Ligeledes var der en betydeligt vækst i arbejdernes aflønning i perioden 1813-1913.^[34][35][36]

Ifølge Robert Hughes i The Fatal Shore voksede befolkningstallet i England og Wales drastisk efter 1740. Det havde ellers ligget stabilt omkring 6 mio. mellem 1700 og 1740. Befolkningstallet i England blev mere end fordoblet fra 8,3 mio. i 1801 til 16,8 mio. i 1851 og var i 1901 omtrent fordoblet igen til 30,5 mio.^[37] Denne kraftige befolkningstilvækst skyldes først og fremmest faldende dødsrate, hvilket bl.a. kan tilskrives bedre ernæring.

Den industrielle revolution indtraf lidt senere på det europæiske kontinent end i Storbritannien. I mange europæiske industrier drejede det sig om at indføre teknologier, som var udviklet i Storbritannien. Teknologierne blev ofte købt fra Storbritannien eller fra britiske ingeniører. I 1809 blev en del af Ruhr-distriktet i Westfalen kaldt 'Miniature England' på grund af områdets lighedspunkter med de industrielle områder i England. Den tyske, russiske og belgiske regering gav støtte til mange nye industrier. I nogle tilfælde, fx i jernindustrien, betød den anderledes tilgængelighed af ressourcer lokalt, at kun nogle sider af den britiske teknologi blev indført.

Industrialiseringa af Wallonia i Belgia

Mal:Uddybende

Wallonien, der er kendt for sit kul og stål, har gennemgået en kraftig industriel udvikling siden middelalderen. I mange år var sværindustrien den drivende kraft bag regionens økonomi, og Wallonien var stedet, hvor den industrielle revolution startede på det europæiske kontinent.

Wallonien blev kendt som et eksempel på den radikale udvikling af den industrielle vækst. Takket være kullet udviklede området sig til at blive den næststørste industrielle magt i verden efter England. Mange forskere har også peget på, at der var en enorm industriel udvikling baseret på kulminer og jernfremstilling i den såkaldte, Sillon industriel.^[38].

Frankrike

Den industrielle revolution i Frankrig var en særlig proces, for den fulgte ikke samme mønster som i andre lande. De fleste franske historikere mener, at Frankrig ikke gennemgik en klar take-off fase^[39]. I stedet var Frankrigs økonomiske vækst langsom og stabil i løbet af det 18. og 19. århundrede, men nogle trin blev dog identificeret af Maurice Lévy-Leboyer:

• Den franske revolution og Napoleonskrigene (1789-1815),
• Industrialisering sammen med Storbritannien (1815-1860),
• Langsom økonomi (1860-1905),
• Fornyelse af væksten efter 1905.

Bakgrunn

Starten på den industrielle revolution i Frankrig var præget af uro, som fulgte med revolution og Napoleonskrigene. Omkostningerne var såvel menneskelige som økonomiske, og Frankrig mistede sin demografiske vitalitet. På den anden side betød Kontinentalsystemet, som blev oprettet af Napoleon 1., at de store franske havnebyer som Bordeaux, Marseille og Nantes mistede en række muligheder og mistede aktiviteter og befolkning - til dels til industriområderne i det nordøstlige Frankrig. På den måde fremmede Kontinentalsystemet industriel specialisering og flyttede tyngden i den franske industri. Det styrkede også handelens specialisering af retning af fastlandet.

Revolutionens Frankrig havde også arvet værdier fra oplysningstiden. Det var således påvirket af såvel liberalisme som en mere social indstilling, og Frankrig valgte derfor en middelvej mellem den britiske liberalisme og tyske protektionisme.

Statens betydning

I slutningen af revolutionen var magthaverne ivrige efter at fjerne lavenes privilegier og slippe markedskræfterne fri (Allarde dekretet, 1791). Desuden udviklede Frankrig under Konsulatet en valuta, "franc germinal" og en centralbank "la Banque de France". Disse to gjorde det muligt for Frankrig at genskabe et stabilt pengevæsen og et centralt styret system. Det var særdeles effektivt til bekæmpelse af monetære vanskeligheder som følge af revolution og udstedelse af for mange papirpenge, så man fik inflation. Francen var stabil gennem hele 1800-tallet. Når Frankrig udviklede et centralt styret pengevæsen, skyldtes det den historiske arv fra jakobinerne - nemlig centralisering.

Derudover gennemførte Frankrig mange reformer, såsom oprettelse af skoler til uddannelse af en elite, hvilket var led i en proces, der fra midten af 1700-tallet skulle rationalisere staten - f.eks. oprettelsen af Ecole Royale des Ponts et Chaussées i 1747. Den store reform kom imidlertid med indførelsen af "Code Civil", den civilretslige lovsamling, som Napoleon indførte i 1804. Den omfatter bl.a. retten til at eje privat ejendom, et væsentligt element i den industrielle revolution. Men den giver også mulighed for overdragelse af privat ejendom ved at fastlægge aftaleretten.

Styrken gennem landbrugs- og industriprodukter

Staten forsøgte at fremme den økonomiske vækst ved at give fordele til bestemte formål og ved at yde direkte støtte. Det gjaldt f.eks. Guizot-loven fra 1842, som fremmede bygningen af jernbaner i erkendelse af dens betydning for den industrielle udvikling, de store offentlige arbejder som baron Haussmanns i Paris, dræning af sumpede områder som i Landes og Sologne, Freycinet planen (1879-1882) om at øge den økonomiske aktivitet ved hjælp af jernbaner og forbedring af infrastrukturen m.v. Det franske kolonirige bidrog også til at styrke industrialiseringen ved tilførelse af resurser.

Den franske stat gennemførte aftaler om frihandel, men måtte også ty til protektionistiske foranstaltninger. Af frihandelsaftaler kan nævnes Eden-Rayneval traktaten i 1786 og ikke mindst Cobden-Chevalier traktaten fra 1860, som begrænsede tolden på industrivarer til 25 %. Af protektionistiske tiltag "Méline-loven" i 1892, som tillod en forhøjelse af toldsatserne på korn og kød i tilfælde af overproduktion.

Landbruget beholdte en langt større betydning i den franske økonomi end i den britiske under omstillingen til industrisamfundet. Opfindere som Andre Grusenmeyer bidrog til udviklingen af landbrugserhvervet. Det betød, at landbruget blomstrede, hvilket smittede af på resten af økonomien. Landbruget i Frankrig var meget decentralt og domineret af små husmandsbrug, hvilket til dels kan forklare den "malthusianske" adfærd i Frankrig i 1800-tallet - ved at få færre børn undgik man en opsplitning af familiens arv.

Frankrig var samtidig en industrimagt, dog bagefter Storbritannien. Ændringerne kom mere gradvist end i Storbritannien. Koncentration af fremstillingsvirksomhederne og masseproduktionen kom senere. Hertil kom, at industrien var domineret af småborgerskabet, som foretrak et knap så dynamisk marked.

Selv om landet ikke havde den samme finansielle styrke som Storbritannien, var betydningen af Frankrigs finansielle position ikke desto mindre stor. Frankrig besad den største privatejede guldreserve og det største finansielle marked i Europa. Forbindelserne mellem banker og industri var beskedne, hvilket var anderledes end i Storbritannien. Desuden var bankaktiviteter, især i slutningen af århundredet, kendetegnet ved en forsigtighed, der afspejlede den doktrin, som Germain indførte om adskillelse af funktioner i banken.

USA

Mal:Hovedartikel

I De forenede Stater brugte man oprindeligt hestetrukket maskineri i de første fabrikker, men man skiftede senere til vandkraft med den konsekvens, at industrialiseringen stort set var begrænset til at foregå i New England og det øvrige nordøstlige USA, hvor der var floder med kraftig strøm. Hestetrukken produktion viste sig at være en økonomisk udfordring og et mere vanskeligt alternativ i forhold til de nyere, vanddrevne produktionsanlæg. Det var først efter den amerikanske borgerkrig i 1860'erne, at dampdreven fremstillingsvirksomhed overtog den vanddrevne, hvilket gav industrien mulighed for at sprede sig over hele nationen.

Samuel Slater (1768–1835) er almindelig kendt som grundlæggeren af den amerikanske bomuldsindustri. Som dreng var han lærling i Derbyshire i England, hvor han lærte om de nye teknikker inden for tekstilindustrien. Han omgik loven, der forbød faglærte arbejdere at udvandre, da han tog til New York i 1789 i håb om at tjene penge på sin viden. Slater gik sammen med en række investorer og etablerede Beverly Cotton Manufactory i Beverly (Massachusetts). Det var det første bomuldsspinderi i Amerika. Spinderiet var udformet til at være hestedrevet, og operatørerne lærte hurtigt, at den hestedrevne produktion var for ustabil, og havde økonomiske problemer i årevis efter at den var bygget. Trods tab fungerede fabrikken som legeplads for innovation, både ved at spinde store mængder bomuld, men også ved at udvikle en vanddreven møllestruktur, som blev anvendt i Slaters andet spinderi^[40], Slater's Mill ved Pawtucket (Rhode Island), i 1793. Han endte med at eje 13 tekstilspinderier.^[41]

Blackstone floden og dens bifloder, som strækker sig over 70 km fra Worcester til Providence, var fødested for Amerikas industrielle revolution. På toppen var der over 1.100 møller i aktivitet i denne dal, heriblandt Slater's mill, og her finder man den første begyndelse af Amerikas industrielle og teknologiske udvikling.

I 1810 var forretningsmanden Francis Cabot Lowell fra Newburyport på rejse i England og fik i den forbindelse lov til at besøge en række britiske tekstilfabrikker uden dog at måtte tage notater. Den britisk-amerikanske krig (1812) havde ødelagt hans importvirksomhed samtidig med, at der var et stadig stigende kundegrundlag for færdigvarer som tøj i USA. Derfor valgte Lowell at huske tekstilmaskinernes design og bygge dem igen, da han startede Boston Manufacturing Company.

Lowell og hans partnere byggede Amerikas anden bomuld-til-klæde tekstilfabrik i Waltham (Massachusetts), efter Beverly Cotton Manufactory. Efter hans død i 1817 byggede hans samarbejdspartnere Amerikas første planlagte fabriksby, som de opkaldte efter ham. Dette foretagende blev finansieret ved udstedelse af aktier, et af de første eksempler herpå i USA.

Lowell (Massachusetts) anvendte i alt 9 km kanaler samt de tusindvis af hestekræfter, der kunne udledes fra strømmen i Merrimack River, som anses for at være 'Den amerikanske industrielle revolutions vugge'. Det kortlivede utopia-lignende Lowell system blev etableret som et svar på de dårlige arbejdsforhold i Storbritannien, men da man nåede 1850, især efter hungersnøden i Irland, var systemet blevet udskiftet med fattige immigrantarbejdere.

Industrialiseringen af urmager-industrien begyndte i 1854 ligeledes i Waltham (Massachusetts), på Waltham Watch Company, med udvikling af maskinværktøjer, redskaber, måleværktøjer og samlemetoder, som var tilpasset den nøjagtighed, der kræves ved urfremstilling.

Mal:Uddybende

Japan

Mal:Hovedartikel

I 1871 var en gruppe japanske politikere, der var kendt som Iwakura missionen på rundtur i Europa og USA for at lære vestlige metoder. Resultatet var en bevidst statsdreven industrialiseringspolitik, som skulle forhindre Japan i at sakke bagud. Bank of Japan, som blev grundlag i 1877, brugte skatter til at finansiere modelfabrikker indenfor stål- og tekstilindustrien. Uddannelsesindsatsen blev forøget, og japanske studenter sendt til Vesten for at studere.

Mal:Hovedartikel

En stor efterspørgsel efter jernbaner for en bedre infrastruktur medførte en udvikling, hvor man billigt kunne masseproducere stål. Stål nævnes ofte som den første af flere nye områder for industriel masseproduktion, som menes at være karakteristisk for "den anden industrielle revolution", der begynder omkring 1850. Metoden til massefremstilling af stål blev ikke opfundet før 1860'erne, hvor Sir Henry Bessemer opfandt en ny ovn, der kunne håndtere smedejern og stål i store mængder. Men den blev først udbredt i 1870'erne. Denne anden industrielle revolution vokser gradvist til at omfatte den kemiske industri, olieraffinering, elektriske industri, og i det tyvende århundrede bilindustrien, og var præget af, at det teknologiske lederskab gik fra Storbritannien til USA og Tyskland.

Indførelsen af vandkraftgeneratorer i Alperne betød en hurtig industrialisering af det kulfattige, nordlige Italien, der begynder i 1890. En voksende adgang til olie reducerede betydningen af kul og satte yderligere gang i industrialiseringen.

Marshall McLuhan analyserede de sociale og kulturelle virkninger af elektricitetsalderen. Mens den foregående mekaniseringstidsalder havde spredt ideen om at dele enhver proces op i sekvenser, blev dette afsluttet med introduktionen af elektricitetens lynhurtige hastighed, som bragte samtidighed. Dette nødvendiggjorde en kulturel ændring fra tilgangen med at se på "adskilte opmærksomhedsområder" (og udvælge en bestemt synsvinkel), til en tilgang med "øjeblikkelig sansemæssig erkendelse af helheden", et fokus på "hele området", en "følelse af hele mønsteret". Det gjorde tanken om "form og funktion som en helhed" til noget indlysende og almindeligt, en "integreret ide om struktur og sammenhæng". Dette havde stor indflydelse på malerkunsten (i form af kubismen), fysik, poesi, kommunikation og undervisningsteori.^[42]

I 1890'erne havde industrialiseringen på disse områder skabt de første industrielle kæmpeforetagender med globale interesser. Virksomheder som U.S. Steel, General Electric og Bayer AG sluttede sig til jernbaneselskaberne på verdens aktiemarkeder.

• Industrialisering
• Industrialiseringa i Noreg
• Industri

• An Introduction to the Industrial History of England, 1920 
• Ashton, Thomas S. (1948), The Industrial Revolution (1760-1830), Oxford University Press 
• Berlanstein, Lenard R., red.. (1992), The Industrial Revolution and work in nineteenth-century Europe, London and New York: Routledge 
• Clapham, J. H. (1926), An Economic History of Modern Britain: The Early Railway Age, 1820-1850, Cambridge University Press 
• Clark, Gregory (2007), A Farewell to Alms: A Brief Economic History of the World, Princeton University Press 
• Daunton, M. J. (1995), Progress and Poverty: An Economic and Social History of Britain, 1700-1850, Oxford University Press 
• Dunham, Arthur Louis (1955), The Industrial Revolution in France, 1815-1848, New York: Exposition Press 
• Gatrell, PETER (2004). «Farm to factory: a reinterpretation of the Soviet industrial revolution». The Economic History Review 57: 794. doi:10.1111/j.1468-0289.2004.00295_21.x. 
• Jacob, Margaret C. (1997), Scientific Culture and the Making of the Industrial West, Oxford, UK: Oxford University Press 
• Kisch, Herbert (1989), From Domestic Manufacture to Industrial Revolution The Case of the Rhineland Textile Districts, Oxford University Press 
• Mantoux, Paul (First English translation 1928, revised 1961), The Industrial Revolution in the Eighteenth Century 
• McLaughlin Green, Constance (1939), Holyoke, Massachusetts: A Case History of the Industrial Revolution in America, New Haven, CT: Yale University Press 
• Mokyr, Joel (1999), The British Industrial Revolution: An Economic Perspective 
• More, Charles (2000), Understanding the Industrial Revolution, London: Routledge 
• Pollard, Sidney (1981), Peaceful Conquest: The Industrialization of Europe, 1760-1970, Oxford University Press 
• Mal:Roe1916
• Smelser, Neil J. (1959), Social Change in the Industrial Revolution: An Application of Theory to the British Cotton Industry, University of Chicago Press 
• Stearns, Peter N. (1998), The Industrial Revolution in World History, Westview Press 
• Smil, Vaclav (1994), Energy in World History, Westview Press 
• Snooks, G.D. (2000), Was the Industrial Revolution Necessary?, London & New York: Routledge 
• Szostak, Rick (1991), The Role of Transportation in the Industrial Revolution: A Comparison of England and France, Montréal: McGill-Queen's University Press 
• Toynbee, Arnold (1884), Lectures on the Industrial Revolution of the Eighteenth Century in England, Whitefish, Montana: Kessinger Publishing 
• Uglow, Jenny (2002), The Lunar Men: The Friends who made the Future 1730-1810, London: Faber and Faber 
• Usher, Abbott Payson (1920), An Introduction to the Industrial History of England, University of Michigan, s. 529 
• Searle, M. (1930), Turnpikes and Toll Bars, Limited Edition, Hutchinson & co. 

Referansar

• Eirik/Den industrielle revolusjonen ved Curlie
• Den industrielle revolution på "Internet Modern History Sourcebook" (engelsk)
• "The Day the World Took Off" en seks-delt videoserie fra University of Cambridge om hvorfor den Den industrielle revolution begyndte of hvorfor det skete det hvor det gjorde (engelsk)
• Den industrielle revolution på BBC History (engelsk)
• Den industrielle revolution på National Museum of Science and Industry (engelsk)
• Den industrielle revolution og levestandard af Clark Nardinelli – debatten omkring levestandarden faldt eller steg. (engelsk)
• Fabriksarbejdere under Den industrielle revolution (engelsk)
• Hjemmeside for "Revolutionary Players" (engelsk)
• Første og anden industrielle revolution (engelsk)